Kampstart 19:30 i Bentax Isarena

Aalborg Pirates er kommet forrygende fra start, og hele den fine åbning på sæsonen kulminerede med 5-1-sejren i Rungsted tirsdag aften.

Den blev grundlagt på en stærk første periode, hvor nordjyderne scorede tre gange og derefter ikke så sig tilbage overhovedet.

Det hele er endda sket med Thomas Spelling på skadeslisten og et par folk mere ude i de foreløbige matcher, så det tegner ganske lovende for nordjyderne.

I aften bliver modstanden mere end interessant, når Herning kommer på besøg.

Midtjyderne begyndte forfærdeligt med to nederlag og 12 mål imod. En meget smal sejr i Odense blev fulgt op af tirsdagens hjemmesejr mod Frederikshavn. 

Det var uden tvivl Hernings bedste kamp hidtil i sæsonen.

- Jeg har ikke været så bekymret efter de første par kampe, men det er selvfølgelig rigtigt dejligt at se, at vi i aften leverer en stærk holdpræstation og har mange gode individuelle præstationer. Vi får nogle spillere i gang på målkontoen som Morten Poulsen og Mathias Bau og Simon står en god kamp i målet, og vi kører på med fire kæder, sagde Herning-træner Ben Cooper til Herning Folkeblad efter kampen.

Hold øje med: Er Mathias Bau ved at komme i gang efter en lidt træg start? Noget kunne tyde på, at et samarbejde med Cam Brace og Mark MacMillan er det rette for landsholdsspilleren. Hos Aalborg er Kirill Kabanov kommet helt forrygende i gang med otte point i fire kampe.

Det forventer vi: Et Herning-hold, der afventer og forsøger at stå stærkt på banen og spille på omstillinger mod et Aalborg-hold, der skal skabe kampen. Det ligner en kamp, der kan gå begge veje.

Skader/karantæner: Aalborg manglede Thomas Spelling, Jonas Jakobsen og Lasse Bo Knudsen mod Rungsted for nylig, mens Herning indtil nu har spillet uden Anders Poulsen. 

Historikken: Aalborg vandt tre rene sejre over Herning i sidste sæson, mens midtjyderne tog to sejre i overtid inden den famøse 10-1-sejr i sidste runde i grundspillet. Det resultat vil Aalborg stensikkert gerne viske væk. 

Statistikken: Herning lukkede 12 mål ind i de første to kampe, men har fået styr over defensiven med et mål imod i de seneste to kampe. Aalborg kommer ind med ligaens bedste offensiv og 18 mål i fire kampe. 


OPTAKT: Herlev Eagles-Rødovre Mighty Bulls OPTAKT: Frederikshavn White Hawks-Esbjerg Energy