Sjællandsk derby i Herlev i aften, hvor hjemmeholdet tager imod Rungsted Seier Capital, og det er et ganske sårbart tophold, der i aften kommer til Herlev, for godt nok vandt Rungsted sikkert med 5-2 over Esbjerg tirsdag aften, men det var uden en hel håndfuld spillere og Rungsted måtte altså omjustere i kæderne og sætte normale angribere ned for at spllle back.
Andre Pison gjorde det udmærket sammen med Morten Jensen i nordsjællændernes første backkæde og det samme gjorde Nikolai Gade såmænd i selskab med Bertram Jelert i tredjekæden i forsvaret.
Kun fire normale backer efterlod 10 angribere i Rungsteds opstilling, og den konstellation kan naturligvis være en anelse sårbar, hvis man er oppe mod en modstander i topform.
Herlev spillede fornuftigt uden at være prangende i Odense i tirsdags. Eagles-mandskabet spillede med stor tålmodighed og med tre gange powerplay i tredje periode fik Eagles initiativet foræret - og udnyttede momentum til at score de nødvendige mål mod et usikkert Odense-hold. Jesper Thörnberg skød og skød og spillere som Joseph Jonsson og Anton Johansson viste sig positivt frem.
Skader/karantæner: Rungsted spillede den seneste kamp mod Esbjerg uden Jonas Røndbjerg, Mathias L. Hansen, Mathias Røndbjerg, Tim Daly, Joachim Holten Møller og Jacob Gammelgaard. Charlie Sarault var tvivlsom og testede op mod kampstart, men spillede. Herlev var uden Max Vilstrup, Joonas Riekkinen, Alexander Edström og Joachim Linnet og var derfor også ramt på flere nøglespillere mod Odense fredag aften.
Historikken: Det har været ganske jævnbyrdigt mellem de to hold. Alle tre kampe har været etmåls-sejre til Rungsted, der har taget otte point af ni mulige mod Herlev.
Statistikken: Godt at se Mikkel Persson på vej tilbage med mere istid. Han kom fra en langvarig skade i sidste sæson hos Rungsted, og fik ikke spillet sig ind i denne sæson. Derfor skiftede han til Herlev og fik 8:40 minutter i tirsdags mod Odense. Rungsteds unge backer fik masser af spilletid tirsdag, blandt andre Oscar Schulze, der spillede næsten 23 minutter mod Esbjerg.
Det forventer vi: En tæt og jævnbyrdig omgang for fjerde gang i træk mellem de to sjællandske rivaler. Herlev står solidt på banen, og Rungsteds udgangspunkt er formentlig en anelse mere defensivt end normalt med de mange folk ude.
Hold øje med: Alexander Lindqvist-Hansen forsøgte også mange gange tirsdag aften, hvor han var lige ved og næsten. Hos Rungsted var der scoringer fra både William Nistrup og Bertram Jelert mod Esbjerg. De unge spillere trådte virkelig i karakter.