Kampstart 19:00 i Kvik Hockey Arena

Det er lige nøjagtig et år og to dage siden, at Herning og Odense mødtes i en ægte skæbnekamp i Metal Ligaen. Her lå begge hold i bunden og Herning var i en kæmpe krise efter en elendig sæsonstart med mange skader. 

Ganske pudsigt er det næsten - kun næsten - historien, der gentager sig i aften, hvor Herning tager imod Odense i Kvik Hockey Arena. Det er ikke nummer sidst mod næstsidst, men det er en kamp i ligaens nedre region, og et Herning-hold, der med fire nederlag på stribe og mange skader - også som sidste sæson - der kæmper for ikke at ryge ned i dyndet.

Kampen for et år siden endte 7-0 til Herning, og vi vover pelsen her og siger, at det ikke sker i aften igen. En anden forskel i forhold til sidste sæson er nemlig, at Odense på papiret er noget stærkere end sidste sæson, så det skal nok blive en tæt match på Heden i aften.

Herning leverede en solid indsats mod Aalborg fredag aften, men ramlede ind i en stærk George Sørensen og et effektivt Aalborg og vi så lige nøjagtig forskellen mellem et hold i medgang og et hold i modgang. De gode pucke ramlede Aalborgs vej, mens alt gik imod Herning. 

- Vi leder febrilsk efter lidt medgang. At pucken lige kan snitte en stav og tage et heldigt hop ind i mål i stedet for at gå lige forbi. Vi var gennem en tilsvarende periode sidste år, hvor vi også spillede godt, men hvor vi bare ikke kunne score, siger Ben Cooper til Herning Folkeblad.

Odense Bulldogs spillede sæsonens bedste kamp mod Frederikshavn fredag aften. Fynboerne sled og slæbte sig til til en 3-1-sejr og får stille og roligt folk tilbage. Der er optimisme i Odense før aftenens kamp.

Hold øje med: Herning søger efter mål. Skal de komme fra en Markus Jensen, der på sine gode dage er yderst målfarlig. Hos Odense spillede Lukas Lundvald gode kampe i sidste uge mod Frederikshavn og kom på ugens hold her på sitet.

Det forventer vi: Et yderst jævnbyrdigt slag mellem et Herning-hold, der "kæmper for tingene" og et Odense-hold, der synes at være i fremgang for øjeblikket. 

Skader/karantæner: Herning er hårdt ramt for øjeblikket: Daniel Nielsen, Nicolai Weichel og Reid McNeill var ude mod Aalborg i defensiven, mens Morten Poulsen (positiv coronatest) og Mads Christensen manglede i angrebet. Desuden måtte Cam Brace udgå fredag aften, hvor han ikke kunne fuldføre. Mark MacMillan er ude med karantæne. Odense havde Lucas Bjerre Rasmussen ude fredag mod Frederikshavn, hvor fynboerne ligeledes måtte undvære Mike Hammond. Henry Hardarson er tilbage efter overstået karantæne. 

Historikken: Odense vandt det første opgør mellem de to hold i sidste sæson. Herning vandt derefter fem gange i træk, og midtjyderne vandt også det første indbyrdes opgør i denne sæson med en smal 2-1-sejr i Odense. 

Statistikken: Formtabellen knækker over i en "top fire" og "bund fem". Odense har fire point i de seneste fem kampe, Herning tre point i de seneste fem kampe. 


OPTAKT: SønderjyskE-Rødovre Mighty Bulls Herlev samler ind: Vil hente Matthias Asperup