Begge hold er kommet glimrende ud af de tre første kampe, og i aften afgøres det vel, om Herning eller Rødovre kan betegne sæsonindledningen som ”ekstra vellykket”.
Både Rødovre og Herning står med fem point for tre kampe, og kan man komme op på otte pinde for fire matcher, så er det mere end godkendt.
Bulletinerne tyder på, at både Ben Cooper og Riku-Petteri Lehtonen har fået styr over disciplin og systemer internt i trupperne, og det har afspejlet sig i, at samtlige kampe, Herning og Rødovre har spillet, har været tætte.
Det er ikke to hold, man på nogen måde kommer til at køre over i denne sæson. Derfor er et godt bud i aften også en tæt kamp.
Vi skal blive bedre til ikke bare at nøjes med en enkelt afslutning, men komme over de løse pucke og skabe chance nummer to og tre også. På den måde undgår vi at skal arbejde tilbage i banen med det samme og kan tvinge dem til at lave fejl, sagde Herning-træner Ben Cooper til Herning Folkeblad efter 2-3-nederlaget til Esbjerg fredag aften.
Så Matt O’Connor, der i øvrigt stod formidabelt mod Rungsted, kan forvente masser af den berømte trafik inde foran sin kasse i aften.
Historikken: Fortæller, at de otte seneste opgør – fire i Kvik Hockey Arena og fire i Rødovre Centrum Arena – er endt med hjemmesejre. Kun et af de otte opgør er gået ud i overtid, så ud fra den vinkel er Herning favorit.
Statistikken: Istiderne viser, at Ben Cooper matcher sine topspillere hårdt og coacher på ”canadisk manér. Han mangler formentlig Lassen og MacMillan for at kunne jævne mere ud. Det gjorde Rødovre-træner Lehtonen fredag mod Rungsted, hvor spilletiden til angriberne var ganske jævn.
Duellen: Cameron Brace har stadig sit første mål til gode og skal i aften sætte det mod Matt O’Connor, der hidtil har stået formidabelt for Rødovre.
Det forventer vi: Et mere canadisk-inspireret Herning-hold end længe vil måske slå mere på fysikken end normalt mod et skøjtestærkt Rødovre-mandskab. Hvem får overhånden der?
Skader/karantæner: Kasper Jensen og formentlig også Teemu Virtala og Marco Illemann ude for Rødovre, mens Herning i Esbjerg havde Lasse Lassen, Mark MacMillan og Victor Andersen ude.