Kampstart 15:00 i Kvik Hockey Arena

En enkelt søndagsforestilling i Metal Ligaen i eftermiddag. 

Vi taler top mod bund og Herning Blue Fox mod gæsterne fra Rødovre Mighty Bulls, der naturligvis kommer til Heden som underdogs, men selvfølgelig også med den nødvendige tro på tingene og i håbet om at skabe en overraskelse.

Det er Rødovres første kamp i det nye år, og Mighty Bulls kan altså med glæde se tilbage på den seneste kamp mellem jul og nytår, hvor det blev til en sejr på 1-0 over lokalrivalerne fra Herlev. 

- Det simple defensive spil, samt den vilje vi havde for at lukke ned i egen zone, det er helt klart noget vi kan tage med videre i 2023, siger den store back Jacob Böll til klubbens hjemmeside før dagens kamp i det midtjyske. 

- Jeg tror, at vi er lykkedes godt med at få styr på vores defensive spil først og fremmest. Vi holder os til vores spil systemer, og vi holder spillet simpelt i egen zone med god kommunikation.

- Det giver måske lidt fornyet energi at have ekstra hviledage, og det er energi som vi glædeligt kan bruge, når vi skal spille mod et stærkt fysisk Herning-hold, hvor vi kan forvente en spændende og fysisk hård kamp med masser af tempo, tilføjer han.

Herning kommer fra en intens kamp i Vojens fredag aften, hvor tingene rullede frem og tilbage inden Blue Fox vandt 5-4 efter overtid. Brett Perlini scorede det afgørende mål på et Blue Fox-mandskab, der lige så stille begynder at være ved fuld styrke. 

I Vojens manglede kun Mathias Bau og Miska Humaloja, og så var det jo godt for Herning, at en ung spiller som Frederik Brændgaard - der ikke har fået særlig meget spilletid i denne sæson - kunne nette for Pekka Tirkkonens tropper. 

Skader/karantæner: Altså Humaloja og Bau ude for Herning, der heller ikke havde fået papirerne klar til Gordon Ballhorn. Måske den nye canadier er blevet klar i dag? Rødovres hjemmeside meddeler at: Alberto Pison og Lukas Bach fortsat er ude med skader, mens Mikkel Jensen og Tristan Petersen desværre er syge til dagens kamp.

Det forventer vi: Trods optimisme hos Rødovre bliver det vanskeligt at hente point i Herning. Hjemmeholdet er klar favorit i eftermiddag. 

Hold øje med: William Rørth leverede en storkamp mod Herlev og kommer virkelig på arbejde i eftermiddag. Ny stor præstation er påkrævet. Herning-tilskuerne siger goddag til den nye back Jonathan "Razor" Racine, der debuterede for midtjyderne i Vojens i fredags. 

Historikken: Herning har rent bord mod Rødovre i indeværende sæson. 5-0 og 7-4 på hjemmebane og 3-2 i den enlige kamp i Rødovre Centrum Aren. 

Statistikken: Ganske kuriøst har Herning vundet fire af de seneste fem kampe i overtid/straffe og står dermed med otte point i formbarometeret, hvor Rødovre har seks point for to vundne og tre tabte - alting i ordinær spilletid. 

 


Udveksling i Norge: Metal Liga-dommere får sund, international erfaring HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Esbjerg-Rungsted