Da de to hold senest tørnede sammen vandt Herning 6-2 i Frøs Arena og udspillede i perioder sønderjyderne totalt.
- Efter vores nederlag til Herning nævnte jeg over for spillerne, at vi var heldige med, at fansene ikke var her. For de ville ikke være glade for måden, vi præsterede som hold, sagde Mario Simioni til JydskeVestkysten i et interview med avisen.
Siden har SønderjyskE nogenlunde fundet sig selv igen og leverede en respektabel kamp mod Aalborg tirsdag aften ovenpå tre sejre på stribe mod Herlev (to gange) og Frederikshavn, og sønderjyderne har nu øje på netop Frederikshavn på femtepladsen i grundserien.
Pudsigt nok vil den femteplads sandsynligvis give en slutspilsserie mod aftenens modstander fra Herning. Ganske pudsigt udgangspunkt før kampen i Kvik Hockey Arena, hvor SønderjyskE altså skal rehabilitere sig mod midtjyderne.
Herning kommer fra et 2-5-nederlag mod Rungsted, hvor Blue Fox ikke lykkedes med at vende 0-3 fra første periode. Midtjyderne kom under beskydning af Rungsteds førstekæde, der scorede hele fire gange tirsdag aften og fik en elendig start på kampen. Det bliver formentlig et noget skarpere Herning-hold, der kommer ud til de første 20 minutter i aften.
Det forventer vi: Da de to hold mødtes senest i Vojens, lynstartede Herning og havde nærmest afgjort kampen efter få minutter. SønderjyskE går formentlig efter at undgå en sådan dumhed igen og med Hernings start i Rungsted i tirsdags in mente, så bliver det formentlig to hold, der forsøger at holde tæt i starten af kampen. Det kan blive en kamp, der først åbner efter en god halv time - med Herning som ganske stor favorit.
Hold øje med: Reid McNeill var tilbage hos Herning i Rungsted tirsdag aften og er på vej tilbage i omdrejninger. Hos SønderjyskE er Cameron Brown stille og roligt dukket op i pointligaens øverste del med sine 29 point i form af 10 mål og 19 assister.
Skader/karantæner: Victor Rollin Carlsson, Daniel Nielsen, Anders Førster, William Boysen og Matt Prapavessis sad ude for SønderjyskE senest, mens Herning var uden Daniel Nielsen og Peter Eg Larsen i Rungsted senest. Midtjyderne venter også på Jeremy Beaudry, den nye back.
Statistikken: Som Hernings hjemmeside betoner i sin optakt, så kan SønderjyskE med en sejr i aften og et "run" godt nå at blande sig i kampen om fjerdepladsen. HVIS SønderjyskE vinder i aften kan afstanden være formindsket til 9,5 point, men SønderjyskE har altså tre kampe i hånden i forhold til Herning.
Historikken: Det har været udelukkende udesejre i de indbyrdes opgør hidtil. SønderjyskE vandt sæsonpremieren i Herning med 6-3, men siden har herningenserne såmænd vundet tre kampe på stribe i Vojens med 2-0, 4-3 og 6-3.