Odense har haft et par dage ekstra under den nye træner Marc Lefebvre, så holdet og coachen har haft mulighed for at lære hinanden at kende endnu bedre.
Canadieren fik sat en smule præg på holdet til tirsdagens kamp mod Rungsted, hvor Odense spillede fint med i en god halv time, men derefter tog Rungsted over og endte med at vinde sikkert.
Der var ikke mere krudt i fynboerne i tredje periode.
- Det er en svær situation, og sandsynligheden for, at vi når slutspillet, er ikke særlig stor. Men så længe der er en teoretisk mulighed, så længe vil vi kæmpe for det. Men vi har behov for, at der er et af de andre hold, der går i stå, siger Odense-sportschef Henrik Benjaminsen til Fyens.dk.
- Aalborg har et stærkt hold med mange dygtige spillere. De straffer fejl hårdt, så vi skal minimere vores fejl og forsøge at holde kampen tæt. Jo længere tid, vi kan holde kampen tæt, jo større er chancen for, at vi kan få point, tilføjer han.
Aalborg kommer som suverænt tophold, men dog et tophold, der har det langt sværere på udebane end på den hjemmebane, hvor Pirates har leveret fuldstændig suverænt og pletfri hidtil i sæsonen.
Så måske det er fynboernes mulighed for at levere overraskelsen i et ægte top mod bund-opgør i aften.
Skader/karantæner: Odense stadig uden Lucas Bjerre Rasmussen og Jakob Wittendorf, Aalborg senest uden Victor Panelin Borg og den langtidsskadede Marcus Pedersen.
Hold øje med: Brock Beukeboom har scoret et par gange i powerplay for fynboerne, og måske er han nøglen, når og hvis Odense kommer i overtal i aften. Hos Aalborg var Jeppe Jul Korsgaard flyvende, da nordjyderne senest var i Aalborg.
Det forventer vi: Et Odense-hold med alt at vinde. Hårdt arbejde er eneste vej frem i en kamp mod et Aalborg-hold af samme type som det Rungsted-hold, der var på besøg i tirsdags på Fyn.
Historikken: Aalborg har seks point i to kampe mod Odense i denne sæson, og står med 31 point af 33 mulige i de seneste 11 indbyrdes opgør mellem de to klubber.
Statistikken: Odense skal have vendt bøtten. Ganske enkelt. Fynboerne har scoret bare et point i de seneste ni kampe. Energien kommer kun ved hjælp af sejre.