Odense Bulldogs spiller for muligheden for en hjemmebane i kvartfinalen, og desto flere point, fynboerne kan få i aften, desto bedre står Bulldogs inden den afgørende kamp om hjemmerettigheden mod Aalborg på søndag.
Så derfor er kampen i aften yderst vigtig for de fynske hunde, der i midtugen sled sig til en 3-2-sejr over Rødovre efter overtid.
Ikke flatterende, men trods alt to pinde til Odense, der for anden kamp på stribe fik mål fra Alex Grant.
Hvis canadieren - og de øvrige backer - kan producere mere, så har Odense et ekstra våben ind mod slutspillet.
Esbjerg Energy har sikret sig en fornuftigt tredjeplads gående ind mod slutspillet og venter nu bare på, om modstanderen hedder Rungsted (mest sandsynligt) eller Sønderjyske.
- Odense er et af ligaens tophold. De er forsvarende mestre og har et hold med mange dygtige spillere. Jeg har tidligere bemærket, at Bulldogs har tanket ny energi efter et trænerskifte, så jeg forventer en ny tæt kamp fredag aften i Odense. En kamp begge mandskaber vil bruge til at finpudse formen frem mod det kommende slutspil, siger Esbjerg-træner Markus Åkerblom i klubbens kampoptakt.
- Det er vigtigt for os at vinde. Også kampen mod Odense. Med sejre følger selvtillid, tro på egne evner, en tro på projektet og en god følelse. Det skal vi bruge i slutspillet. Selv om pointene ikke ændrer på vores placering i tabellen, er de andre ting vigtige. Så vi arbejder videre med at implementere vores spillestil i fredagens kamp, Markus Åkerblom.
Det forventer vi: Mellem to traditionelt tætte hold får Odense favoritværdigheden, eftersom der trods alle gode Esbjerg-intentioner må være et my mere motivation hos fynboerne.
Hold øje med: Der skal gang i Thelin, Brinkman, Piroutek-trioen hos Odense frem mod slutspillet. Hos Esbjerg er Nicolaj Henriksen virkelig en nøgleperson som ubestridt førstemålmand. Måske får han en hviler i en af kampene i weekenden?
DirekteSport sender med Michael Damsted som kommentator i aften i det fynske hundehus.
Statistikken: Oskar Maier, Odenses nye mand, spillede 16 minutter mod Rødovre, havde +1 og skød to gange på mål, ramte målet en gang. Mere i aften, hvor han har lært sine makkere at kende?
Skader/karantæner: Odense kører for fuld skrue for øjeblikket, Esbjerg har stadig Philip Larsen på langtidsskadeslisten, ellers ikke flere folk ude med "slutspilsskader".