Odense Bulldogs og Frederikshavn White Hawks mødes i en direkte revanche fra tirsdagens opgør, der endte i tumult, slagsmål og til syvende og sidst et par karantæner til Kyle Hope og Henry Hardarson.
Frederikshavn vandt 3-2 i en tæt kamp, som Frederik Bjerrum afgjorde i overtid og med sine drillerier eller provokationer - alt efter fortolkning - udløste balladen, der afsluttede tirsdag aften.
Der var ikke tilfredshed med spillet hos nordjyderne, mens Odense spillede en stram og stærk udekamp. I aften er det op til fynboerne at tage initiativ, og det er spændende, hvordan Mark Lefebvre griber matchen an. En smule afventende eller med fuldt pres på? Der er stadig ikke mange spillere at tage af hos Bulldogs, og det kan blive kostbart med en endnu en stamspiller ude.
Frederikshavn har Liam Folkes med inde i truppen.
En spændende profil, der ligesom mange spillere i Metal Ligaen i de seneste sæsoner, er kommet direkte fra universitetshockey, hvor han var så stor en profil på Penn State University, at Bakersfield Condors har skrevet kontrakt med ham. Herfra er han udlejet til Frederikshavn.
Hold øje med: Dale Mitchell har nu en kamp i benene og de 375 tilskuere glæder sig stensikkert til at se deres yndlingsspiller i aktion. Hos Frederikshavn naturligvis fokus på Liam Folkes.
Statistikken: Ligaens to dårligste powerplays mødes: Odense med blot 7 procent, mens Frederikshavn har en udnyttelsesgrad på 15 procent.
Historikken: Fire sejre til White Hawks i sidste sæson, to sejre til Odense. Tre af de seneste syv kampe er gået i overtid.
Det forventer vi: Frederikshavn skruer formentlig op for tempoet i forhold til tirsdag og med en bredere trup er gæsterne favorit. Odenses top kommer til at arbejde endnu hårdere end normalt med Hardarson ude. Kan kamphanerne fra tirsdag holde sig i skindet?
Skader/karantæner: Frederikshavn har Kyle Hope spærret, men ellers fuldt hold. Odense havde senest Kamph, Bjerre Rasmussen, Oliver True, Mike Hammond ude, og altså nu også Hardarson i karantæne.