Det er tilbage til ishockey-virkeligheden med et brag for Odense Bulldogs-spillerne efter en turbulent weekend, hvor hændelsen fredag i Frederikshavn har sat hele dagsordenen i den fynske ishockeyverden.
Nu skal Bulldogs-spillerne ind på det rette mentale spor igen, og det er næppe nogen nem størrelse for fynboerne.
Det gælder kampen mod Herlev, der kommer ind med selvtilliden i orden efter at have kørt Herning et godt stykke ud af isen fredag aften i PM Montage Arena.
Derfor går Herlev også ind som favorit i aften, hvor det er spændende, om gæsternes individualister og to meget spillende kæder kan klare duellen mod et Odense-hold, der arbejder konstant med fire kæder, der ruller på i et kæmpe tempo.
Det bliver vitalt for Odense at undgå udvisninger, der kan koste dyrt mod Herlevs brandfarlige topfolk.
Historikken: Hvis vi driller Herlev lidt, kan vi sige, at der ikke er mange hold, som klubben har haft helt og aldeles tjek over i de seneste sæsoner. MEN - Odense er ørnenes favoritmenu: To gange på stribe har Herlev slået Odense ud af playin, og i sidste sæson vandt Herlev seks af syv kampe over fynboerne. Her må Brett Thompson og co. drøne på isen med selvtillid fra start.
Statistikken: Herlev har allerede tre mand blandt de 12 bedste på topscorerlisten, og man aner allerede en tendens fra sidste sæson, der kører videre. Brett Thompson har fundet sine nye makkere i Skinnars og Rollin-Carlsson. Odense har Mike Daugulis som topscorer med tre point, og det fortæller altså historien om et Odense-hold, der fordeler point på mange spilere.
Duellen: Johan Skinnars er en af de mest skydende spillere overhovedet i Metal Ligaen, så den store mand i Odense-målet, Evan Cowley, får sin sag for i aften, når han bliver udsat for et svensk bombardement.
Skader/karantæner: Mens Herlev er kommet gennem sæsonen uden store problemer på skadesfronten, har Odense savnet Jakob Wittendorf, ligesom Lucas Bjerre Rasmussen altså nu også er skrevet ind på listen over skadede spillere.
Det forventer vi: At Odense får det svært mod et sprudlende Herlev-hold. Fynboerne skal både kæmpe med det rette mentale fokus og et Eagles-hold fyldt med selvtillid. Starten bliver vigtig for Odense.