Det er to hold med brug for revanche, der mødes i eftermiddag i Rødovre, hvor hjemmeholdet tager imod Aalborg.
Nordjyderne fik et fortjent nederlag med hjem fra kampen mod et stærkt spillende Herning-hold, mens Rødovre var involveret i den tossede kamp mod Herlev, hvor de to hold altså delte hele 15 mål. Herlev vandt 8-7 i overtid, og i interviewet efter kampen var Rødovre-træner Thor Dresler ganske nøgtern, men det kogte formentlig inde i ham.
Otte mål imod er vanskeligt at acceptere for enhver træner og endnu sværere er det at acceptere, at syv mål ikke er nok til en sejr.
Der er næppe tvivl om, at defensiven er i højsædet i det taktiske oplæg hos Rødovre og det bliver formentlig også Janis Voris, der står i Rødovres bur og afløser William Rørth.
Aalborg blev udfightet af et disciplineret Herning-hold, der som det første i sæsonen fik sat en stopper for Pirates' angreb, der ellers har fungeret glimrende i denne sæson.
Får nordjyderne gang i den igen i offensiven?
Hold øje med: Kirill Kabanov har været flyvende i hele sæsonen hidtil. Perfekt trænet i sommer og lige nu med otte point på kontoen. Hos Rødovre var Trevor Cheek den store spiller fredag aften med hattrick og fire point i alt.
Statistikken: Rødovre står med 37 procent i powerplay og har haft godt gang i spillet i overtal. Aalborg er til gengæld stadig det mest scorende hold i ligaen med 19 mål.
Historikken: Sidste indbyrdes opgør vandt Aalborg sikkert i Rødovre Centrum Arena, lige får grundspillet og samfundet i øvrigt lukkede ned. Ellers var det lutter hjemmesejre i de fem kampe, og Rødovre havde faktisk godt fat i Aalborg på hjemmebane i sidste sæson.
Det forventer vi: At Rødovre spiller lidt mere forsigtigt end fredag aften og med defensiven først. Det kan også være Aalborgs koncept at vente lidt og køre på omstillinger. Det kunne ligne en målfattig affære.
Skader/karantæner: Rødovre var stadig uden Brett Welychka og Nikolaj Zorko fredag aften. Aalborg spillede fredag mod Herning uden Lasse Bo Knudsen og Nikolaj Carstensen i defensiven, mens Thomas Spelling endnu ikke har spillet i sæsonen.