Det bliver hedt i Holger Danske Arena i aften.
Der forventes fuldt hus i Rødovre og det kan blive en minderig aften for Olaf Eller og hans tropper. Tirsdag aften var Rødovre igen i stand til at presse Aalborg til det yderste, og som serien har formet sig, er det vel ikke umuligt, at Rødovre har en sejr mere i posen i aften?
Dramatisk bliver det uden tvivl. Det var vigtigt for Rødovre at få Sami Moilanen i gang i serien, og finnen kan og bør blive en hovedperson i aften igen.
Rødovre-spillerne kender deres roller. De to øverste kæder er sat i verden for at score point og spille powerplay, mens de to nederste kæder tager arbejdshandskerne på og "kriger". Og det er svært at slippe af med Rødovres unge løver i nærkampene, hvor der ikke bliver givet ved dørene.
Aalborg kunne have været bagud 0-3 efter første periode tirsdag aften, hvilket Tobias Ladehoff indrømmede uden at kny i interviewet efter kampen. Her betonede han også, at spillet blev bedre i de sidste to perioder, men Aalborg har på ingen måde "slutspilspeaket" endnu i serien mod Rødovre.
Den bedste kamp var 4-0-sejren i søndags, og den solide præstation kan Aalborg tage med ind til kampen i aften.
Det forventer vi: At Rødovre igen presser favoritterne til det yderst foran over 3000 tilskuere. Om det er nok til sejr? Det kommer både an på Rødovres skarphed i de afgørende og at William Rørth står så formidabelt, som han har gjort i serien hidtil.
Hold øje med: Mikkel Binou Jensen kan være en fantastisk ishockeyspiller, når han er i humør. Er han det i aften? Hos Aalborg venter man på, at Thomas Spelling igen dukker op og bliver en slutspilsprofil.
Skader/karantæner: Rødovre uden Nikita Ahtonovs og Sebastian Bergholt senest, Aalborg senest uden P-O Morin, der måske er vigtigere end man lige går og formoder.
Metalligaen.tv: Har Henrik Bauch på plads i Holger Danske Arena til at guide dig gennem 60 minutter.
Historikken: Vi er oppe på ni indbyrdes kampe med 6-3 til Aalborg samlet grundspil/slutspil.
Statistikken: Aalborg har ikke været ude af semifinalen siden 2016/17-sæsonen. Rødovre har ikke været forbi kvartfinalen siden 2012/13-sæsonen, hvor det lykkedes at vinde bronze.