Kampstart 19:00 i Rødovre Centrum Arena

Rødovre kæmper mest for æren, Aalborg for førstepladsen i aften i Rødovre Centrum Arena. 

Sådan var det også for 12 dage siden, da Aalborg vandt 5-4 samme sted. Siden vandt Rødovre altså 4-3 søndag eftermiddag i Herning og Mighty Bulls er vel på fin kurs rent spillemæssigt for øjeblikket - også selv om det ser håbløst ud på sidstepladsen i tabellen.  

- Vi leverede en stærk indsats i Herning, der endte med en sejr. Det var en kamp, hvor de personlige fejl blev minimeret, og det er de også nødt til i kampen mod Aalborg, siger cheftræner Magnus Sundquist til Rødovres hjemmeside. 

- Sidste kamp imod Aalborg kunne vi have ført med 4-5 mål, men de er stærkt hold, som udnyttede vores fejl og indhentede os flere gange – og så tog de sejren, fortsætter han. 

- Vi går ind til kampen for at fortsætte, som vi har gjort i længere tid. Der skal vises vilje, vi skal præstere for hinanden og tro på, at vi selvfølgelig også kan vinde mod et hold som Aalborg, siger Sundquist.

Aalborg er der ikke så meget at sige til for øjeblikket. Det ruller formidabelt for Pirates, der har vundet de seneste otte kampe og endnu er uden nederlag i 2022. 

Det forventer vi: Derfor er Aalborg også storfavorit i aften trods det seneste tætte møde. Der er hammer på fire kæder hos nordjyderne, der også har mange fleksible offensive backer, der kan hjælpe til. Det bliver svært for Rødovre i aften.

Hold øje med: Rødovre-målmand Dennis Saikkonen har såmænd gjort det fornuftigt i buret. Han får travlt i aften. Kunne man forestille sig, at Søgaard får tjansen i buret hos Aalborg, så Sørensen er frisk fredag aften?

Indbyrdes kampe: Næsten rent bord til Aalborg i de hidtidige fem kampe, hvor nordjyderne står med 14-1 i point. Største sejr var 9-1 i Rødovre Centrum Arena.

Skader/karantæner: Rødovres målmænd er ude "over en kant", men hvem ved, om Saikkonen har fået selskab af andre end lejesvenden Magnus Wulff. Rødovre ellers uden Nicklas Carlsen og har altså sagt farvel til Harms og Brinkman. Joshua Heerwagen var ligeledes ude sammen med Jesper Horsted og Alberto Pison, da Rødovre vandt i Herning senest. 

Statistikken: Aalborg har scoret 147 mål og er det suverænt stærkeste offensivt, der næsten har scoret dobbelt så mange mål som Rødovre, der står med blot 75 kasser. 


METAL FINAL4 - også med DM for veteraner 4-1 over Herning: Herlev vandt for første gang i 2022