I sidste sæson pressede Rødovre Mighty Bulls Aalborg Pirates flere gange på hjemmebanen i Rødovre Centrum Arena.
Det var via stærk disciplin og heroisk fight i egen zone, og det er den recept, Rødovre-mandskabet skal finde frem igen i aften, når Pirates er på besøg.
Nøjagtig som i Rødovres seneste sejr, 4-0'eren over SønderjyskE lige efter landsholdspausen, hvor sejren nok kom på flotte mål, men udgangspunktet var i egen zone.
Det er sådan, Rødovre skal vinde kampe, og der skal en form for stime til, hvis Magnus Sundquists tropper skal hænge på de foranliggende mandskaber i tabellen.
Aalborg Pirates fik efter en længere periode med dødvande spillet en temmelig fornuftig kamp mod Rungsted senest.
I hvert fald kunne man i første periode genkende "gode, gamle Aalborg" med lange angreb og spillere, der gik offensivt og aggressivt på mål. Det er hvad Garth Murray og Ronny Larsen kan tage med til kampen i Rødovre i dag, hvor Aalborg er tvunget til at vinde, hvis der skal holdes trit med Herning og SønderjyskE.
Aalborgs håb for weekenden er seks point og at SønderjyskE og Herning samtidig tager point fra hinanden.
Det forventer vi: Fuld skrue på begge hold i begyndelsen af kampen, og så er det altså spørgsmålet, om Rødovre kan følge med i længden mod et på papiret stærkere besat Aalborg-hold.
Hold øje med: Måns Hansson var flyvende offensivt lige før landsholdspausen, da Rødovre slog Rungsted et par gange. Ser vi den svenske back offensivt i aften igen? Hos Aalborg spillede Kirill Kabanov kun 12:30 minutter mod Rungsted, men krydrede med både mål og assist.
Historikken: Aalborg Pirates har vundet begge opgør hidtil i sæsonen. Det blev 5-2 i Rødovre i det første opgør og derefter 5-1 til nordjyderne i Aalborg. Altså mentalt overskud til Pirates.
Statistikken: Rødovre er igen dumpet ned på sidstepladsen i formbarometeret med tre point i de seneste fem kampe. Aalborg står sådan midt i det hele med syv point i den seneste håndfuld kampe.
Skader/karantæner: Rødovre uden Alberto Pison og Christian Thunbo senest i Herning, men ellers med syv backer og fire angrebskæder. Aalborg det samme mod Rungsted, hvor kun Andreas Nielsson var fraværende.