Kampstart 19:30 i Holger Danske Arena

Sikke et brag i aften i Rødovre, hvor Holger Danske Arena lægger is til kampen mellem Mighty Bulls og White Hawks. De to hold deler for øjeblikket ottendepladsen og er á point for et af to indbyrdes opgør, der mangler i denne sæson.

Rødovre kommer ud til kampen med friske ben og efter en fridag i tirsdags. 

Så der er næppe tvivl om, at hjemmeholdet i aften vil forsøge at komme med højt tempo for at stresse gæsterne. 

- Med 11 grundseriekampe tilbage, heraf 6 på hjemmebane, er vi i spillertrup og trænerstab ved godt mod, siger Rødovre-træner Olaf Eller til klubbens hjemmeside. 

- Alle er friske, og træningsiveren og commitmentet er stort. Målmandsspillet, forsvarsspillet og undertalsspillet er blevet bedre og bedre, mens det forrygende power play ikke har haft helt samme succes som tidligere på sæsonen, til trods for mange gode momenter. Vi arbejder hårdt på at finpudse overtalsspillet frem mod fredagens store hjemmekamp mod Frederikshavn, lyder det fra Olaf Eller. 

Frederikshavn kommer fra et 2-5-nederlag hos SønderjyskE. Var indsatsen tilfredsstillende? Både og. Der manglede lidt intensitet hos White Hawks, der skal et step op i "fighterniveau", hvis man skal følge med Rødovre.

I de interviews, der blev lavet omkring kampen, betonede Frederikshavn-spillerne, at skarpheden foran begge mål skulle være større. Formentlig en af de ting, nordjyderne har kigget på inden i aften.

Det forventer vi: Det MÅ blive en tæt kamp i aften, hvor Rødovre grundet hjemmebanen tager en lille favoritværdighed. Naturligvis bliver det også gældende, hvilket hold, der kommer ind med det bedste spændingsniveau - altså ikke spiller "overnervøst".

Metalligaen.tv: Har Henrik Bauch på kommentatorpladsen i aften til at guide seerne gennem de 60 spændende minutter. 

Hold øje med: Hvem skal afgøre tingene i aften? Frank Gymer og Sami Moilanen er Rødovres store individualister, mens Frederikshavn godt kunne bruge en storkamp af Todd Winder og Christopher Frederiksen. 

Historikken: Det er femte gang, de to hold mødes i denne sæson. Rødovre vandt de to første kampe, mens Frederikshavn har vundet de to seneste opgør, begge i Nordjylland. 

Statistikken: Det er ligeledes bundopgør "på formen". Frederikshavn står med fire point i de seneste fem kampe, mens Rødovre blot har hentet to point i den seneste håndfuld kampe. 

Skader/karantæner: Alle er friske, siger Olaf Eller i sin status på Rødovres hjemmeside. Frederikshavn manglede senest Nikolaj B. Kristensen, to gange Jonas Jakobsen og Thomas Søndergaard og svenske Emil Aronsson. 


RUNGSTED TAGER AFSKED MED TRÆNERTEAMET OPTAKT: Odense Bulldogs-Herlev Eagles