Kampstart 20:30 i Bitcoin Arena

Det bliver Rungsted Seier Capitals og SønderjyskE's første optræden i 11 dage, og dermed er der ikke noget, der hedder umiddelbart momentum efter serierne mod Rødovre og Herning, som begge mandskaber vandt med sikre 4-0. På den måde ligner den "mentale optakt" hos både Rungsted og SønderjyskE hinanden, og nu starter vi altså fra nul i Bitcoin Arena. 

Alle forventer et billede af kampen, hvor Rungsted kommer til at have mest puckbesiddelse, mens SønderjyskE afventer og fyrer nålestiksaktioner af med hurtige kontraangreb.

Der har SønderjyskE virkelig dygtige og hurtige folk, og ikke mindst kæden med Brown, Salhany og Vedel er lynende skarp i omstillingerne. 

Men der er omvendt heller ikke tvivl om, at Erik Hjalmarsson og Flemming Green har tænkt tanker om, hvordan man kommer bedre ind i SønderjyskE's zone og ned bagved gæsternes forsvar og får sat sig fast. Samtidig har Rungsted-træner Hjalmarsson formentlig også prædiket for sine spillere, at der skal være fuld koncentration, når der brydes ind i offensiv zone, nøjagtig som Mattias Persson betoner det her på sitet.

- De kommer til at stå og vente på, at vi begår fejl. Så vi skal minimere vores fejl på offensiv blå linje og spille koncentreret, når vi angriber. Jeg er en af de spillere, der skal vove at bryde mønstre, siger Mattias Persson. 

Rungsted mangler nok kaptajn Marcus Olsson, men nordsjællænderne har et hav af offensive strenge at spille på og med. 200 mål i grundserien, et stærkt powerplay og så altså tre vildt offensive backer i Hanna, Daly og Jensen, der sørger for hele tiden at lægge pres på i anden bølge - indimellem endda i første bølge. 

- Det bliver en fed serie at spille, for de har et sindssygt godt hold og rigtig stærkt offensivt, men det er vi også, så vi skal holde fokus på os selv, siger SønderjyskE's Steffen Frank til JydskeVestkysten.

Historikken: SønderjyskE vandt den hidtil vigtigste kamp mellem de to hold i sæsonen, 4-3 i Metal Final4-semifinalen. Sønderjyderne har vundet to af tre opgør i kalenderåret 2021, mens Rungsted faktisk vandt de tre første opgør i sæsonen tilbage i oktober og december. Så grundspilsvinderne er altså ikke helt uvante med at slå SønderjyskE.

Statistikken: Oliver Gatz Nielsen virkelig vokset hos SønderjyskE i denne sæson. Gør sit job uden dikkedarer og stod med +5 og 80 minutters istid i serien mod Herning. Hos Rungsted var Shane Hanna en af de helt store motorer. Kun i enkelt af de fire kampe mod Rødovre kom han ikke over 25 minutters istid og går som værende uhyre seriøs og veltrænet. Bliver en kæmpe faktor i de kommende kampe.

Hold øje med: Martin Eskildsen har spillet sit livs sæson og er en kæmpe faktor hos SønderjyskE. Har uden problemer overtaget Mads Lunds rolle i toppen af SønderjyskE's angrebshierarki. Seks point i kvartfinalerne. Hos Rungsted kan Nichlas Hardt komme til at spille en kæmpe rolle med sin enorme rutine og internationale erfaring. Er uden sammenligning den spiller på isen, der har prøvet mest i sin karriere. Desuden bliver det naturligvis også vigtigt med bredden. Hvem har de bedste og skarpeste folk nede i tredje- og fjerdekæderne. 

Det forventer vi: En helt tæt kamp med et lidt mere forsigtigt Rungsted-hold, der måske ikke angriber fuldstændig kompromisløst, men heller ikke skal være for forsigtige. SønderjyskE vil ikke blot stå og vente, men også forsøge at tage initiativ, som holdet i øvrigt gjorde i hjemmekampene mod Rungsted lige op til slutspillet. 

Skader/karantæner: Det bliver stenhårdt for Rungsted at undvære Marcus Olsson, der sammen med SønderjyskE's Daniel Nielsen er den eneste spiller, vi kan kalde for helt ude af serien. Der har været lang pause, så mon ikke folk som Rosenthal og Bjerrum hos Rungsted og Mikkel Jensen og Mathias Borring hos SønderjyskE er i betragtning?

Et bud på serien: Marcus Olssons fravær er tungt for Rungsted og med de seneste indbyrdes kampe in mente, kipper favoritværdigheden over til SønderjyskE's side. Sønderjyderne har en kæmpe selvtillid med ind til serien at bygge videre på. Glem dog ikke, at fundamentet på Rungsted-holdet er det samme som i guldsæsonen 2019. Der er virkelig mange vindertyper på Rungsted-holdet. Lille plus til SønderjyskE herfra med forventningen om en lang og underholdende serie. 


VIDEO: Nikolaj Rosenthal melder sig klar Krag-Christensen forlænger med Frederikshavn