Kampstart 19:00 i Frøs Arena

Sydderby i Vojens i aften, som også er en top fire-match.

SønderjyskE jagter førstepladsen, mens Odense efter nederlaget mod Esbjerg lige må skæve nedad i tabellen for en stund for at sikre sig at top fire-placeringen bliver holdt i hævd.

Når det er sagt, så ligger Odense stadig ganske lunt i tabellen, men tendenserne har været problematiske på det seneste. Der bliver lukket for mange mål ind, Stefanos Lekkas har ikke været helt så stabil som tidligere, og fynboerne har gennemgående savnet den struktur og disciplin, der har kendetegnet holdet hidtil.

Så mon ikke vi får et ”stramt” indstillet Bulldogs-mandskab at se i aften i Vojens, hvor SønderjyskE tager imod som det stærkeste hjemmehold i Metal Ligaen sammen med Herning for øjeblikket. Cheftræner Mario Simioni forventer dog på trods af det en tæt affære, siger han til klubbens hjemmeside.

- Vi ved at Odense står godt i defensiven og vil forsøge at spille fysisk. Vi skal holdet det simpelt og sørge for at få pucken dybt. Vi skal have nogle pucke på mål og nogle folk ind foran deres målmand. Det bliver intenst og der skal arbejdes samtlige 60 minutter for at få point på kontoen, lyder det fra Mario Simioni.

Hold øje med: Det bliver en aften, hvor Mike Little får godt med istid og også kommer til at vise sine offensive skills. Det samme gør Igor Merezhko, der konstant er på færde foran modstanderens mål.

Skader/karantæner: Odense manglede senest Gunars Skvorcovs, Henry Hardarson og U20-landsholdsspilleren Philip Rafnsson. På samme konto var Jonas Borring ude for SønderjyskE, der også måtte se Gabriel Desjardins udgå. William Boysen, Cam Spiro, Mikkel Skov og Borring-brødrene også ude.

Det forventer vi: En hård fysisk fight med tryk på i alle nærkampe. SønderjyskE favorit på grund af hjemmebanen.

Statistikken: Netop Frøs Arena er blevet et fort som Vojens Skøjtehal i gamle dage. 11-1, inklusive overtid, står ud for SønderjyskE i sejre/nederlag. Det eneste hold, der har vundet i Vojens, er såmænd Odense.

Historikken:  Seneste møde blev vundet 5-2 af SønderjyskE i Odense, de to første kampe endte 5-1 til Odense i Odense og 3-2 efter overtid til fynboerne i Vojens.


OPTAKT: Frederikshavn WH-Herning Blue Fox OPTAKT: Rødovre MB-Rungsted SC