Kampstart 19:30 i Frøs Arena

Det var en af de store ishockeynyheder, der sprang ind over landet i går: Mario Simioni sagde farvel til jobbet som træner i SønderjyskE, hvor han med mellemrum har været en markant skikkelse siden 2004/05, hvor han vendte tilbage som træner og gjorde SønderjyskE til tophold på rekordtid.

Nu er 60-årige Simioni fortid i SønderjyskE, hvor Anders Førster og Casper Stockfisch tager over. I første omgang bliver det midlertidigt for den ganske unge trænerduo. Førster er 35 år, mens Stockfisch er 28 år ung. De bliver kastet direkte ind på scenen i kampen mod Odense, hvor sønderjyderne knapt kan tåle at tabe i kampen om Metal Final4-placeringerne. 

Nederlaget tirsdag i Rødovre efter 3-0-føring efter fem minutter gjorde ondt på de lyseblå, der endda tillod Frank Gymer at score det afgørende mål seks sekunder før tid som berøvede SønderjyskE muligheden for to point i Metal Final4-ræset.

Bulldogs kommer fra to nederlag. 1-2 mod Herlev i en kamp, hvor fynboerne broderede for meget i stedet for at hugge på mål og derefter 3-6 mod Herning, der skøjtede fra fynboerne i tredje periode. Det gør ondt på Odense at "miste bredden", for det ligger til Paul Thompsons mandskab at rulle på med fire kæder. 

Derfor har fynboerne sagt goddag til den finske angriber Micke Saari, der har en måneds tid til at overbevise ledelsen om, at han skal være Bulldogs-spiller for resten af sæsonen. 

Kan det give et ekstra pift til Odense-mandskabet?

- Micke Saari skal give truppen en fornyet energi og blandt andet bidrage offensivt med sine gode visioner i pasningsspillet og drive med pucken frem i banen, sagde direktør Ole Nielsen i forbindelse med, at Saari blev præsenteret i går.

Det forventer vi: Et knaldhårdt fysisk slag, hvor ingen af de to hold kommer til at give en centimeter ved banderne. Der er både form, ære og Metal Final4 på spil i Frøs Arena i aften.

Hold øje med: Er der spillere, der "shiner" efter farvellet til Mario Simioni? Et trænerskifte giver altid noget nyt, uanset årsagen. Hos Odense har Jakob Heljemo leveret fem point i 12 kampe. Mon ikke der forventes mere af svenskeren?

Metalligaen.tv: Kasper Buch er på plads i Spar Nord Arena for at guide dig igennem de 60 minutter i Odense i aften.

Skader/karantæner: Matt Spencer, Gabriel Desjardins og Jacob Schmidt-Svejstrup sad ude for SønderjyskE i Rødovre senest. Odense spillede mod Herning uden Mathias Mølgaard, Rasmus Simonsen og Oliver Villadsen, men har altså Micke Saari inde i truppen for at supplere op. 

Historikken: Første kamp mellem de to mandskaber endte med en stensikker 4-0-sejr til SønderjyskE i en kamp, hvor det første mål var utrolig vigtigt efter en tæt første halve time.

Statistikken: Formen er ikke alt for god hos de to kombattanter. SønderjyskE står med syv point i de seneste fem kampe, mens Odense blot har fire point i den seneste håndfuld kampe. 


For anden gang i træk: Rødovre vendte 0-3 til tre point i slutfasen Midlertidig kontrakt: Brandon Magee forstærker Esbjerg