SønderjyskE og Rødovre kommer med to vidt forskellige oplevelser fra onsdagens matcher.
Mens SønderjyskE skuffede fælt og tabte 2-6 i Esbjerg, var Rødovre ude i at spille den absolut bedste match i sæsonen.
Mighty Bulls vandt 5-0 over Herning Blue Fox og spillede en nærmest perfekt kamp hjemme i arenaen. Det rullede både defensivt og offensivt og det var et ganske bemærkelsesværdigt comeback ovenpå en pauver indsats i Odense.
Rødovre spillede med disciplin og ikke mindst en vild effektivitet fremme foran Mac Carruth i Herning-buret. Håbet om slutspil er bevaret, men det kræver en stime og at et af de andre mandskaber foran falder ned.
Det var yderst betydningsfuldt for Rødovre, at både Gustaf Berling og Mikkel Jensen var tilbage og skabte bredde i angrebet.
SønderjyskE-træner Mario Simioni var skuffet over kampen i Esbjerg og har stor respekt for Rødovre på trods af gæsternes bundplacering.
- Vi har tabt to gange til dem på udebane og de har lige slået Herning 5-0, så vi skal vise en helt anden indstilling end den vi viste i kampen i Esbjerg. Jeg vil se mere engagement fra flere af spillernes side. Det nytter ikke noget at vi tror at kædekammeraterne gør ens arbejde. Vi skal tilbage til den arbejdsmoral, vi viste i den første halvdel af sæsonen, siger han til klubbens hjemmeside.
- Jeg tror, at spillerne er klar over, at det ikke var alle, der leverede lige godt i kampen i onsdags, så jeg tror vi får en kamp, hvor alle giver sig fuldt ud i samtlige 60 minutter – for ligaen er så jævnbyrdig, at er du ikke fuldt koncentreret hele kampen, så taber du – men holder vi os til vores gameplan og kører vi på i 60 minutter, så tager vi også tre point, siger han.
Hold øje med: Debut til svenske Victor Björkung i SønderjyskE's forsvar. Spændende hvad han kan bringe hos de lyseblå. Hos Rødovre var Miro-Pekka Saarelainen på plads helt inde under mål et par gange og var hyperfarlig.
Det forventer vi: Olaf Eller taler stensikkert om stor disciplin i egen zone, når han laver sit taktiske oplæg. Det er Rødovres nøgle til point. Det samme gælder egentlig for Mario Simioni og SønderjyskE, der har lukket alt for mange mål ind senest. Hjemmebanen og revanchelysten gør SønderjyskE til favorit.
Skader/karantæner: Vi smider Marco Petersen og Mathias Borring på langtidsskadeslisten hos SønderjyskE. Desuden er Rasmus Lyø og et par unge angribere er blevet til overs hos hjemmeholdet. Rødovre manglede Alberto Pison, Jacob Böll, Tristan Petersen og Lukas Bach Nielsen senest.
Historikken: Rødovre har vundet 4-3 og 4-0 over SønderjyskE og tabt 2-5 samme sted, mens Frøs Arena har sendt SønderjyskE på sejrskurs. Det blev 7-2 til sønderjyderne på hjemmebane. Det er femte møde i sæsonen.
Statistikken: Vigtigt med blokerede skud, som ofte er en undervurderet egenskab. Martin Eskildsen topper med 55 for SønderjyskE, mens Jaeden Martin med 51 er bedst for Rødovre.