Kampstart 19:00 i Frøs Arena

SønderjyskE er kommet hjem. 

Bussen måtte ifølge JydskeVestkysten stoppe fem gange på vej hjem fra Metal Final4-triumfen i Aalborg, så de nykårede pokalvindere kunne få tømt depoterne for vand.

Så der er match i aften i Frøs Arena, hvor SønderjyskE tager imod Rødovre Mighty Bulls, og den match er spændende i den forstand, at begge hold faktisk er "re-vitaliseret" i forhold til tidligere på sæsonen.

SønderjyskE via pokalsejren og Rødovre via sidste uges sejr over Esbjerg, der må have givet Mighty Bulls et skud selvtillid. Det er ikke længe siden, de to hold spillede i Vojens, og her blev det 3-1 til hjemmeholdet. 

- Jeg er så glad for, hvordan drengene spillede. Der var en forståelse af, hvordan jeg vil have holdet til at spille. Jeg synes, at vi spillede virkelig solid ishockey, siger Mario Simioni til JydskeVestkysten før dagens kamp, hvor SønderjyskE kommer op mod et Rødovre-hold, der har en ny mand med i form af den franske angriber Guillaume Leclerc.

Den 24-årige forward har haft ret godt gang i scoringen de seneste sæsoner i den franske Ligue Magnus og DEL2, og det skal blive spændende at se, hvordan hans ophold i Danmark spænder an. Det kan næppe blive dårligere end hjemsendte Mitch Callahan, der skuffede stort i Rødovre. 

Hold øje med: SønderjyskE havde mange stærke indsatser i weekendens Metal Final4, hvor det var yderst vigtigt, at Matt Prapavessis vendte tilbage med sit store overblik. Hos Rødovre kigger vi naturligvis på Leclerc, men også på målmandsposten, hvor John Muse formentlig får chancen for at vise sig frem.

Det forventer vi: En helt lige og jævnbyrdig kamp, hvor et dugfrisk Rødovre-hold formentlig vil forsøge at sætte tempo og udnytte, at SønderjyskE-spillerne er lidt trætte i hoveder og ben.

Skader/karantæner: SønderjyskE var uden Daniel Nielsen, William Boysen og Anders Biel i weekenden, mens Rødovre spillede uden Mauritzen, Zorko og Sass, Kaels og Schultz mod Esbjerg. Marcus Almquist er rejst tilbage til Sverige og er tabt for sæsonen. 

Historikken: SønderjyskE har siddet ganske tungt på Rødovre i indeværende sæson. Fire kampe, 12 point og 22-7 i målscore. Mighty Bulls har noget at revanchere.

Statistikken: Cam Brown var en anden af de markante SønderjyskE-spillere i weekenden, hvor han noterede sig for 21:28 minutter og to assister i finalen mod Esbjerg. Rødovres Oliver Kjær var stærk mod Esbjerg i sidste uge med mål, assist og næsten 24 minutter på isen. 

 


OPTAKT: Rungsted SC-Odense Bulldogs Pletfrit arrangement: Sådan foregik Metal Final4 i en bobletid