Til den kommende sæson har Aalborg Pirates forstærket sig med den 29-årige svenske back, Oskar Drugge, der kommer til Aalborg fra Herning Blue Fox, hvor han havde en god sæson. Kontrakten er gældende for den kommende sæson.
Drugge præsenteres således af Aalborg:
- Da vi blev bekendt med, at Ian tog til Sverige, begyndte vi at afsøge markedet for en stærk back til vores powerplay. Oskar kender vi fra sidste sæson, hvor han var en dominerende faktor på Hernings blueline i powerplay, og han har nogle af de kvaliteter, som vi søgte. En back med et stærkt skud, men også med et godt blik for spillet og holdkammeraterne, udtaler sportschef Ronny Larsen.
- Jeg blev imponeret af Aalborg’s spil sidste sæson når vi mødtes, og det ønsker jeg selv at blive en del af, udtaler Oskar Drugge og tilføjer at han kommer til Aalborg for at vinde guld.
Oskar Drugge spillede sidste sæson i Herning, hvor han endte med 35 point, fordelt på 6 mål og 29 assists. Han spillede en del tid på powerplay, hvor han var en stærk spilfordeler fra blueline. Tidligere har han spillet en del sæsoner i HockeyAllSvenskan, mens det også er blevet til en enkelt sæson i SHL for Timrå.
- Oskar er en stærk offensiv højrefattet back, der har et godt skøjteløb, og passer godt ind i vores hurtige spillestil. Han er meget bevægelig og med et godt blik for spillet fremad i banen, så han vil være stærk i omstillingsspillet, så vi hurtigt kan få lagt et pres på modstandernes defensiv, slutter Ronny Larsen.
Oskar Drugge kommer til at spille med nummer 42 i den kommende sæson.