I Herning holder de af deres kulturbærer

Patrick Madsen er klar til endnu en sæson hos Herning Blue Fox. Og var man i tvivl om, hvorvidt Patrick Madsen er "liket" eller ej i ishockeymiljøet i Midtjylland, så er det blot at tage et "læs" af den pressemeddelelse, som midtjyderne har sendt ud i dag omkring forlængelsen. Den lyder således: 

For det simple øje, så er det sjældent at forsvarsspillere flatterer sig på forsiderne med hattricks og kåringer som matchvinder med et sent overtidsmål, men når man dykker ned i CV’et hos netop Patrick Madsen, så er overskrifterne entydige og vanvittigt imponerende.

Patrick, der også af sine holdkammerater beskrives som en kulturbærer sidder solidt i Herning omklædningsrummet, han emmer af DNA og et stort hjerte for barndomsklubben Herning Blue Fox. Et hurtigt resumé blotlægger en spiller med en start på Herning mandskabets nyskabte talent-elitehold i sæsonen 2009/10 med masser af unge talenter som bl.a. Thomas Spelling, Patrick Bjorkstrand, Nicklas Jensen og ja, Patrick Madsen. Klubben stillede med det yngste mandskab i mands minde, et mandskab der allerede fra første færd viste sit værd og fighterhjerte ved bl.a. at slå de forsvarende mestre fra SønderjyskE og dermed sendte Blue Fox Supports øverste ledelse på en gåtur fra Vojens til Herning efter et indgået væddemål om netop den kamps udfald.

Det var en rigtig stærk årgang, og siden den dag har Patrick spillet 14 sæsoner med 634 ligakampe til følge. 13 af sæsonerne er for Herning Blue Fox – i alt 586 kampe og så en enkelt sæson for Frederikshavn White Hawks. Patrick har i den periode vundet intet mindre end 12 medaljer, 2 danske mesterskaber, 5 pokalmesterskaber, 4 sølvmedaljer og så en enkelt bronze – måske den flotteste af alle – sæsonen hvor Hernings yngste mandskab i mange årtier trodsede alle forudsigelserne – sæsonen hvor Patrick startede sin rejse i Danmarks bedste liga.

Der er masser af hockey-år i Patrick endnu, og med de skøjtetag der er blevet trådt til nu, så er muligheden der i den grad for at Hernings nummer 16 skubber til mange af de rekorder der er blevet sat i Herning – både på kampe og medaljer. Historien for den 196 cm høje og 100 kg tunge Blue Fox back kan indtil nu næsten ikke skrives bedre, og det er da også en glad og stolt Sports Manager for Herning Blue Fox, Daniel Nyegaard, der tilføjer sidste års assisterende kaptajn til mandskabet for endnu en sæson.

- Patrick er en vigtig spiller for Blue Fox, både på og udenfor isen, hvor han er et eksemplarisk forbillede for vores unge spillere med sin professionalisme og passion for at yde en komplet indsats for hele holdet. Patrick har også lagt yderligere på i sit spil, og fortsætter stadig med at udvikle sig sæson for sæson. Så jeg synes faktisk derfor også det er yderst fortjent, at hans kvaliteter har været i søgelyset for både landsholdet og udenlandske klubber i den forgangne sæson. Vi er selvsagt meget tilfredse med at beholde Patrick i Blue Fox, og forventer at han sammen med resten af holdet kan bygge videre på den rejse vi påbegyndte sidste sæson", fortæller Daniel Nyegaard.

Patrick Madsen går dermed ind i sin 15. sæson i den danske liga


JUNI-STATUS: Herning Blue Fox JUNI-STATUS: Aalborg Pirates