Herning-backen gik "coast to coast" i Odense søndag eftermiddag, da han scorede til 2-0

Kampen mellem Odense og Herning søndag eftermiddag var måske ikke sæsonens allerbedste i Metal Ligaen, men den havde sine højdepunkter.

For eksempel da Patrick Madsen i slutningen af anden periode tog fat i pucken bag eget mål og derefter strøg stille og roligt forbi flere Odense-spillere, inden han til sidst fik lagt skiven ind bag Frederik Dichow, der spillede sin første kamp for fynboerne i denne sæson.

Et bemærkelsesværdigt mål i den forstand, at Patrick Madsen som oftest befinder sig bedst i egen zone. Når han endelig er fremme, er det gerne foran modstanderens mål i powerplay eller med skud fra blå linje. Madsen var også selv ganske overrasket over sin glimrende dribletur.

- Jeg tror, at jeg var lidt heldig til sidst, at pucken gik forbi ham derinde. Men jo, det var vist alt i alt et fint mål, og nok også det flotteste, jeg har lavet. Jeg tog fat i pucken og ville føre den frem. Det var jo ikke fordi, at jeg tænkte, at nu ville jeg ned at score. Men da jeg kom ned af isen kunne jeg fornemme, at jeg havde pladsen til det, og så fik den chancen, sagde Patrick Madsen til Herning Folkeblad efter kampen og roste i øvrigt fynboerne for at være vanskelige at overvinde i går eftermiddag i VinMedKant Arena.

Det var Hernings første sejr efter to nederlag i løbet af ugen mod Rungsted og SønderjyskE, og midtjyderne kan nu forberede sig til morgendagens kamp mod Herlev, der kommer på besøg i Kvik Hockey Arena.


NHL Central Scouting: Almquist og Larsen på "watch list" frem mod 2021 BILLEDER: SKARPE SKUD fra Odense-Herning