Det lignede tre point til White Hawks, da de førte med to mål med otte minutter igen. Flot comeback af piraterne, der tog sejren efter straffeslag

Frederikshavn White Hawks – Aalborg Pirates 4-5 (1-0, 1-2, 2-2) (0-0) (0-1)

Et lokalopgør i Coronaens skygge, kan man hvis roligt kalde det opgør der blev spillet i Nordjyske Bank Arena i aften. Begge hold havde spillere ude, men hvor mange der rent faktisk skyldes Corona blev holdt tæt til kroppen i begge lejre. Thomas Spelling var igen ude for piraterne, men han var med i bussen til Frederikshavn, så det var heldigvis ikke Corona der tyngede den stærke forward. Keeper George Sørensen var ikke med i Frederikshavn, og hos hjemmeholdet manglede man Christian Mieritz, Oliver Anker og Niklas Pavel. To smittede oplyste klubben til Metal Ligaen før kampen, men ikke hvilke spillere det drejede sig om.

Vi fik fremragende underholdning i lokalopgøret, der skulle helt ud i overtid og straffeslag for at finde en vinder. Den sejr tog Aalborg med 4-5, hvor Patrick Björkstrand blev matchvinder.

Ganske jævnbyrdig første periode, hvor begge hold gjorde en dyd ud af at minimere de personlige fejl. Ikke mange chancer, og to hold der på alle måder ville gøre det sikre. Jesper Jensen havde en friløber for hjemmeholdet han misbrugte, og gæsterne havde også en god mulighed da de var i undertal.

Med tre minutter igen tog Lucas Andersen en udvisning for høgene, og piraterne fik stillet godt op i flere sekvenser. Dog ikke de store chancer, men det begyndte at ligne noget. Da udvisningen var ved at udløbe, var det så høgene der pludselig slog kontra. Lidt heldigt faktisk, for pucken ramte dommeren, og så endte den hos Râsänen, der resolut sendte Jesper Jensen afsted i en ny friløber. Og her svigtede kaptajnen ikke, og udplacerede Frederik Søgaard. 1-0 til det nordligste hold i dansk ishockey.

Pirates startede stærkt i den midterste periode, og udlignede også fortjent efter fire minutter. Stephen Anderson fik pucken foran mål, og sendte den ind bag Mathias Seldrup til 1-1.

Det bølgede fint frem og tilbage, og de to hold gav hinanden en ganske seværdig ishockeykamp, kullisen til trods. Tæt som altid når de to hold mødes i Metal Ligaen, og inden længe ser vi også de to mandskaber krydse klinger i Final 4.

Midtvejs fik White Hawks presset piraterne godt ned i egen zone. Lasse Bo Knudsen havde hele to afventende udvisninger hængende over sig. Det udnyttede hjemmeholdet, da de holdt presset med keeper Seldrup ude. Mark McNeill tog chancen, pænt trafik foran Søgaard, og kasse til hjemmeholdet. 2-1, og man ønskede der havde været fuldt hus i Nordjyske Bank Arena.

Det var der ikke, så de mange fans af begge klubber måtte nøjes med sendingen fra TV 2 Play. Der kunne de se Pirates gøre antrit til udligning flere gange. Hjemmeholdet sendte flere pucke til icing, og Jari Pasanen måtte tage en time-out for lige at give spillerne på isen lidt luft.

Piraterne fortsatte dog presset, og pludselig stod Kabanov fri foran Seldrup. Han gav ikke meget plads den gode høge-keeper, men alligevel fandt russeren det vel eneste hul der var oppe ved venstre skulder. Herlig genialitet af Kabanov, og jubel i Pirates lejren over 2-2 scoringen.

Tredje periode indledtes med mest puckbesiddelse til gæsterne. De testede Seldrup ved et par lejligheder, men sigtekornet var endnu ikke helt på plads. Kort efter er par udvisninger til begge hold, hvor der blev spillet fire mod fire, uden der kom alverdens med chancer ud af det.

Tæt, intenst, og nerve, alt det som det nordjyske lokalopgør er præget af, fik vi, selvom der ikke var tilskuere i hallen. Med 12 minutter igen blev det 3-2 til hjemmeholdet, da Mads Larsen fra en spids vinkel tog chancen. Thomas Søndergaard tog udsynet fra Søgaard, og så sejlede pucken helt op i målhjørnet. Tredje gang i opgøret hjemmeholdet var foran.

Pirates med et par gode muligheder kort efter scoringen, men Seldrup lukkede godt af i buret. Han kom dog ikke så længe efter til at lave en fejl, da Mads Iversen ville tage pucken. Seldrup skød til den, og det gav en farlig mulighed til piraterne.

Det var nok derfor han drog et ekstra lettelsens suk, da høgene i det næste angreb gjorde det til 4-2. Mark McNeill blev spillet fri ved bagerste stolpe, og så kunne canadieren notere sig sin anden scoring i aftenenes lokalopgør.

Nu var der ligesom lukket op i begge ender, og 44 sekunder efter to-måls føringen til White Hawks, blev den reduceret til en enkelt. Fikst og hurtigt Pirates spil, og Patrick Björkstrand med scoring tæt op af den ene stolpe. 4-3 og maksimal spænding i Nordjylland.

Med halvandet minut igen tog Pirates Søgaard ud af målet, og her udlignede gæsterne til 4-4. Dommerne var ude og tjekke scoringen for mulig høj stok, men godkendte scoringen, hvilket også så korrekt ud på de billeder vi havde til rådighed. Det var kaptajn Julian Jakobsen der styrede skiven ind med 1:15 igen.

Derfor skulle vi også i overtid i Frederikshavn denne sene aften, og enkelte chancer til begge hold uden scoring, og derfor skulle lokalopgøret afgøres efter straffeslag. Den afgjorde Björkstrand, der som den eneste scorede, og derfor sendte to point med dem hjem i bussen til Nordens Paris.

Allerede i morgen er der returopgør, når Sparekassen Danmark Arena er vært ved andendagsgildet.

 

 

 

 

 


VIDEO: Højdepunkter fra Herlev-Rødovre Jonsson sprudlede, Herlev vandt suverænt