Det her er stort.
Og der er mange gode grunde til at tage til Sparekassen Danmark Isarena i Aalborg i aften.
De forsvarende "europamestre", sidste sæsons Champions Hockey League-mestre fra Tappara Tampere, kommer på besøg hos nordjyderne til sæsonpremieren i den fornemme turnering.
Har Aalborg en chance uden den skadede kaptajn Julian Jakobsen, der misser sæsonen på grund af lyskeproblemer.
Den frække påstand vil være "ja, selvfølgelig har Aalborg en chance."
Netop fordi vi er først på sæsonen, og erfaringen viser, at overraskelserne gerne sker i de første runder. Nøjagtig som i fjor, hvor Aalborg tog til Prag og vandt 3-2 over Sparta i premieren.
Der er tendenser til, at de store hold kommer til at undervurdere den lidt mindre klub i begyndelsen af CHL. Og mon ikke Tappara-spillerne regner med, at de nok skal køre den hjem i Aalborg.
Tre unge NHL-draftede finske talenter, et hav af finske profiler med stor erfaring på klub- og landsholdsplan og fem stærke imports er den cocktail, Tampere kommer til Aalborg med.
Amerikanske Carter Camper med massiv erfaring fra europæiske storklubber har været topscorer i Tapparas træningskampe.
Det er niende gang, Champions Hockey League gennemføres. Endnu er intet dansk hold gået videre.
Der spilles efter en ny struktur, hvor samtlige 24 hold placeres i en og samme tabel. 16 hold går videre, og systemet betyder, at hvert eneste point tæller tungt - i modsætning til fireholds-puljerne, hvor tre eller fire point i seks kampe ikke har været lig med chance for at gå videre.