I 1975 afløste en ung svensker, Dan Hobér, den sidste ulønnede danske landstræner, Kai Lassen.

”Jeg er den sidste idiot i dansk ishockey,” sagde Kai Lassen i et senere interview.

En lidt kryptisk bemærkning, som han forklarede med, at han i de tre år, han stod i spidsen for landsholdet, mens han også var næstformand i DIU (fra 1977 til 1986 formand), ikke fik så meget som en bøjet femøre for det. Jeg kan huske, at han illustrerede det med at forme et nul med højre hånds tommel- og pegefinger.

Kai Lassen var en stovt jysk hockeyhøvding. Han var med til at bygge ishockeyen op i Silkeborg og Herning og arbejdede utrætteligt for sin hjertesport. Han døde i 2009 i en alder af 77 år. Hans søn Arne og børnebørnene Stefan og Lasse blev begge landsholdsspillere.

Nu til Dan Hobér. En superambitiøs og cool coach med uvant hårde krav til datidens danske spilleres disciplin.

Den lange svensker havde sine meningers mod. Han lagde ikke fingrene imellem i sin vurdering af dansk idræts fremtidsmuligheder, specielt ishockeysportens.

Det var som bekendt i ”de glade amatørdage”, hvor landsholdet lå og rodede rundt i C-gruppen.

”Problemet er penge. I Danmark lever man med en mærkelig indstilling til idrætten. Man må indse, at vil man udvikle sig, må man satse økonomisk. DIFs amatørbestemmelser må laves om. Det er ikke noget, de enkelte idrætsforbund skal gøre. Det er en samfundssag, at Danmark får professionel idræt,” sagde han i B.T., da han tiltrådte som landstræner.

”Hvem vil ofre fem aftener om ugen på at træne uden at få penge for det? Nej vel, det er der ikke mange, der vil. Det er almindelig kendt, at der findes lige så store boldtalenter i Danmark som i Sverige. De tilbydes bare ikke de samme muligheder for at udvikle sig. Før de gør det, når Danmark aldrig VM-slutrunden i fodbold eller A-gruppen i ishockey.”

KSFs legendariske Guddi Høybye, ottedobbelt dansk mester i perioden 1956-70, havde gjort sig til talsmand for halvprofessionalisme for at modvirke, at danske talenter forsvinder til udlandet. Dan Hobér bakkede ham op.

”Jeg er helt enig med Guddi i disse tanker. Vi må have kontraktspillere under en eller anden form. Hvis målsætningen er at kunne konkurrere internationalt, må vi have penge på bordet,” fastslog han.

”Vi må i det hele taget angribe problemerne professionelt. Hvad nytter det, at man før en vigtig kamp for fodboldlandsholdet først samler spillerne i lufthavnen. Det er useriøst. Det er ikke på den måde, man får succes. Jeg vil også gerne have haft tre uger til fællestræninger i VM-sæsonen i stedet for to weekends.”

”Jeg ved godt, at jeg skal passe på med at stille mine krav urealistisk højt med det meget beskedne landskampprogram og de økonomiske betingelser, unionen og klubberne kan tilbyde inden for amatørsportens snævre rammer. Kritik kan give uvenner, og jeg er svensk og gæst i landet.”

Danskgifte Dan Hobér blev landstræner i sin tredje sæson som cheftræner i Rungsted. Hans første job uden for Sverige.

”Årene i Danmark har nok slidt de skarpeste kanter af. Jeg har måttet slække lidt på principperne, men ikke meget. Jeg kræver stadig en disciplin, som er mere svensk end dansk,” sagde han.

”Der er en mentalitetsforskel i de to lande. Jeg forventer, at alle mand møder til træning. Jeg accepterer kun bryllup, dødsfald i den nærmeste familie eller en vigtig eksamen som gyldig grund for at melde afbud. Dén der med svigermors fødselsdag går ikke længere.”

Dan Hobér indførte i 1973 sommertræning i Rungsted mandag, onsdag og fredag med lange løbeture. Det var på et tidspunkt, hvor man i de fleste danske klubber hyggede sig med lidt fodbold.

Han indførte også rygeforbud i bussen på vej til en udekamp og nedlagde forbud mod, at spillerne rørte spiritus dagen før en kamp.

”Selv om jeg ikke har mulighed for at kontrollere dem, så tror jeg, at det bliver overholdt.”

Dan Hobér var et konkurrencemenneske om en hals og hadede at tabe.

”Det tror jeg, at man kan fortælle et par historier om i Rungsted. Jeg har det bedst, når holdet vinder. Det kan ses og mærkes på mig, men er vel normalt for en professionel træner. Men også når jeg er med i træningen til to mål, spiller jeg for at vinde. Jeg prioriterer konkurrencemomentet i træningen.”

Dan Hobér præsterede i sin lange karriere at blive svensk mester med AIK Stockholm i 1982, schweizisk mester med Davos i 1984 og 1985 og italiensk mester med Milano i 1994.

I 1994 vendte han tilbage til Danmark og var i to sæsoner landstræner i B-gruppen. Danmark var på vej efter et langt tilløb.