En sammenligning mellem Katowices dybeste og sorteste kulmine og den danske VM-præstation i 1997 er nærliggende.
Men når man tænker på de håbløse betingelser, Jim Brithén havde i sit første VM som ansvarlig for landsholdet, var det pinlige og pointløse VM ikke overraskende.
Mere end et halvt VM-hold havde meldt fra. Deraf flere spillere, som havde accepteret kravene til hele sæsonen og heller ikke snød sig selv for drømmeturen til Japan i december. Men ét er selvfølgelig Japan. Noget andet en trist kulmineby i det sydlige Polen.
Eneste trøst i Katowice var, at der på grund af udvidelsen af A-VM fra 12 til 16 hold ikke var nedrykning.
At Jim Brithén trods det chokerende møde med den danske landsholdsmentalitet valgte at forlænge sin kontrakt med tre år understreger hans format.
Også et varmt skulderklap til DIUs hovedsponsor, Team Danmark. Havde pengemændene skåret i ydelsen til ishockeyen, var det svært at argumentere imod. Heldigvis så de stadig potentialet i landsholdet.
Men nu til VM i 1998 i Slovenien. Aldrig har jeg oplevet så stort et spring mellem to på hinanden følgende verdensmesterskaber: Katowice ’97 og Ljubljana ’98.
Siden starten af 70’erne har jeg fulgt landsholdet, men ikke set det spille så godt som i Slovenien, hvor det for alvor vandt international respekt.
Danmark sluttede på fjerdepladsen, men var uhyggelig tæt på den tredjeplads, som havde givet adgang til kvalifikationen til A-VM.
I den sidste kamp mod topholdet Ukraine skulle Danmark have uafgjort og spillede uden målmand i de døende minutter bagud 2-3, men med et halvt minut tilbage scorede prof-spillerne fra Kiev i tomt mål til 4-2.
Det store danske navn i Slovenien var Heinz Ehlers, playmakeren fra Berlin Capitals, som efter tre års landsholdspause på grund af skader og manglende motivation endelig var tilbage.
Heinz Ehlers lavede ti point (fem mål og fem assist) i de syv kampe og fik disse ord med på vejen af Jim Brithén:
”I mine 14 år som træner har jeg aldrig coachet så god en spiller.”
Heinz scorede tre mål i 4-4 kampen mod værtsnationen Slovenien i sin landskamp nr. 84. Måske hans bedste nogensinde, noterede jeg.
”Vi kom herned uden sejr i 13 VM-kampe og risikerede at løbe ind i en ny stribe nederlag og endda rykke ud. Vi har gjort det utrolig flot. Ærligt talt, så troede jeg ikke, at vi kunne stille så stærkt et hold,” siger han.
Jim Brithén og hjælpetræner Kim Andersen kårede efter VM de obligatoriske tre bedste spillere: Heinz Ehlers, Jens Nielsen og Jan Jensen.
B.T. uddelte Den Gyldne Puck til Heinz Ehlers og nominerede dette All Star-hold:
Målmand: Jan ”Sild” Jensen, Esbjerg. Backs: Jesper Damgaard, Malmö, og Dan Jensen, Herning. Forwards: Jens Nielsen, Leksand, Heinz Ehlers, Berlin, og Ronny Larsen, Oskarshamn.
For første gang begyndte jeg at tro på de danske oprykningschancer, og førstepladsen i B-gruppen året efter i Rødovre og Odense (og ikke mindst 6-1 sejren over Tyskland) cementerede troen.
Desværre var der ikke direkte oprykning, men Jim Brithén havde bygget fundamentet, og Mikael Lundström lagde taget på i 2002 i Ungarn.