”Man behøver ikke at have set kampen. Man skal bare kigge på Mike. Så ved man, hvem der har vundet. Eller tabt. Selv Stevie Wonder kan se det. Mike lever og dør med holdet og er som en åben bog.”
Sådan skrev jeg engang om Mike Grey, Frederikshavn White Hawks’ legendariske nr. 23.
Han spillede hele sin karriere i Frederikshavn. Og hans betydning for Danmarks nordligste klub illustreres af hans tilbagetrukne trøje, som hænger ned fra skøjtehallens loft sammen med Craig Chapmans nr. 22, Benny ”Bomstærk” Pedersens nr. 20, Mads Bechs nr. 11 og Christian Schioldans nr. 4.
Dét der med had og kærlighed har altid været forbundet med fighteren Mike.
Buhede man ad ham i andre skøjtehaller, især i Aalborg og Vojens, fordi han var pisseirriterende at spille imod med sin vindermentalitet og pågående stil, elskede de ham i Frederikshavn. De havde for længst tilgivet, at han er født i Gentofte og først flyttede nordenfjords som 7-årig.
”De sjoveste udekampe var dem i Aalborg og Vojens. Det generede mig ikke, at de råbte efter mig, tværtimod. Det var kun med til at sætte mig ekstra op. Jeg elskede de kampe,” sagde han.
Da Mike 4. februar 2011 spillede sin kamp nr. 800 (og ølpriserne var sat ned til niveauet fra debutåret 1993), indrømmede han, at han hader at tabe.
”Men i min verden,” tilføjede han, ”er en dårlig vinder værre end en dårlig taber.”
Euforien omkring Mr. Frederikshavn er let at forstå. Hvem andre end Mike kunne i øvrigt få sine gamle underhylere med teksten ”The End” i en seksspaltet overskrift i B.T.
Underhylerne gik for 1.200 kr. til en lokal ejendomsmægler på en auktion efter White Hawks’ sejr over Sønderjyske i DM-semifinalen i 2011.
Mike Greys klasse understreges af, at han spillede otte VM-turneringer i træk (1998-2005) og i alt 163 landskampe. Han var med på Frederikshavns guldhold i 2000 og vandt desuden tre sølvmedaljer (1999, 2008, 2011), to bronzemedaljer (1998, 2005) og to pokaltitler (1999, 2002).
Som assistant coach vandt han sølv i 2013 og bronze i 2014 med Lars Ivarsson som cheftræner. Og det gjorde ikke hans uventede fyring 2. juledag 2014 (dagen efter cheftræner Juha Riihijärvis fyring) mindre chokerende.
Den dag i dag gør det stadig ondt på Mike Grey, at han fik sparket. Endda i julegave. Så ondt, at han stort set ikke har sat sine ben i skøjtehallen siden. Et udtryk for hans mening om den ledelse, der traf beslutningen.
Da Mike i 2013 sammen med Tomi Jokinen fik en velfortjent testimonialkamp, havde han til sit ”Team Mike” samlet et hold fra triumfen i 2000, anført af Ilya Dubkov. Den russiske bjørn og målkonge, som i den femte og afgørende finalekamp mod Herning Blue Fox i et vildt drama scorede til 7-6 med 13 sekunder tilbage af overtiden.
Coach for ”Team Mike” var naturligvis Jiri Justra, guldtræneren i 1989 og 2000. Preben Glad var holdleder.
”Jeg glemmer aldrig mine oplevelser på landsholdet med sejren i 1999 i Rødovre og Odense, oprykningen i 2002 i Ungarn og tre turneringer i A-gruppen med kampene mod USA og Canada i 2003 som fantastiske oplevelser. Men vores DM-sejr i 2000 var alligevel noget helt specielt og den oplevelse, der fylder mest i mit hjerte,” siger Mike Grey.
I samlingen af gode minder er også B.T.s Gyldne Puck, som han fik overrakt i Katowice i Polen efter VM i 2000 som største danske overraskelse. Samtidig blev han af sportschef Jim Brithén valgt som en af VM-holdets tre bedste spillere (sammen med Jens Nielsen og Kim Staal).
”Mike er en holdspiller, man altid kan stole på. Han gi’r den en skalle hver gang,” begrundede Jim Brithén.
Mike erkender, at han ikke er det største talent, men hvad han mangler på dét punkt opvejes af så meget andet. Han personificerer sandheden i de kloge ord: ”Vilje slår talent.”
Spilleren, der var elsket og hadet, er i dag 45 år og livredder i Frederikshavn Svømmehal.