Journalist Peter Fredberg fortæller om Frederik Storm, som startede karrieren i Gentofte og via Herlev, Sønderjyske og Malmø er klar til at prøve noget nyt.

Frederik Storm har spillet i fire klubber, og han har aldrig fortrudt sine valg.

”Mine klubber fylder meget i mit hockeyhjerte. Jeg har elsket alle fire,” siger han.

Nu står han over for sin femte klub. I et helt nyt land. Aftalen er på plads. Men den 31-årige landsholdswing har lovet sin kommende arbejdsgiver at holde kortene tæt til kroppen. Klubben vil selv have lov at melde klubskiftet ud, når tiden er inde.

”Efter otte sæsoner i Malmö Redhawks føler jeg, at tiden er inde til at prøve noget nyt. Jeg glæder mig. Med den alder, jeg har, føler jeg, at det skal være nu,” siger han.

Frederik Storms hockeyeventyr startede i IC Gentofte, hvor han debuterede i 1. division som 15-årig.

”Gentofte er et godt sted at være,” siger han.

Det vil han kunne få mange andre brave spillere til at skrive under på. Som brødrene Oliver og Markus Lauridsen, Patrick Russell, Sandor ”Sonny” Neumann, Kristian Just, Christian Abelin, Søren Tauson og Anders Førster.

De har alle fået deres hockeyopdragelse i klubben, der startede som HIK og nu hedder Gentofte Stars. Undervejs har den også heddet Team Panasonic, IC Gentofte og Unibet Stars.

Den daværende Herlev-coach Olaf Eller havde fået øje på det unge stortalent og hentede ham til Hornets.

Og i sæsonen 2007/08 gjorde en 18-årig Frederik sig for alvor bemærket i kæde med den et år ældre Nichlas Hardt.

Som cheftræner Johan Marklund sagde:

”Frederik har et unikt blik for spillet. En rigtig afslutter. Hurtig og skarp. Med gode hænder og mange elegante finesser både med og uden puck. Og Nichlas. Han er en kampmaskine. En big hitter. Han er eksplosiv, går på kroppen og er farlig foran mål.”

På et tidspunkt i starten af turneringen var Frederik med otte mål den mest scorende spiller.

”Jeg har altid lavet mange mål på juniorholdene, men det er kommet bag på mig, at jeg har lavet så mange i ligaen,” sagde han.

Efter fire sæsoner i Herlev kom Frederik Storm til Sønderjyske og fejrede store triumfer under Mario Simioni. Det blev til DM-guld i 2010 og bronze i 2011 og to pokaltitler. Og han blev i 2010 valgt som årets pokalfighter.

Inden skiftet til Malmö Redhawks havde han i 2011/12 et comeback i Herlev, som han krydrede med en af dansk ishockeys fornemste titler som ”Årets Spiller”.

Ørnenes topscorer blev hyldet i Cirkusbygningen og fik disse ord med på vejen af landstræner Per Bächman:

”Frederik spiller sjældent en dårlig kamp. Han er hårdtarbejdende, målsøgende og giver alt.”

I sine otte sæsoner i Malmø var Frederiks tre største øjeblikke oprykningen til SHL i 2015 og to semifinaler om det svenske mesterskab.

Frederik har gennem årene haft en høj stjerne hos sine holdkammerater i Redhawks og blandt klubbens fans.

Under coronakrisen træner han dagligt sammen med Henrik Hetta, som han har spillet sammen med i alle sine år i Malmø bortset fra de to sæsoner, Henrik Hetta spillede i Skellefteå.

I næste måned skulle Frederik Storm have deltaget i sit tiende VM i træk. Desværre er jubilæet gået i vasken. Han VM-debuterede i Bratislava i 2011 og er en af landstræner Heinz Ehlers’ nøglespillere.


Herlev Eagles E-Sport: Danske Martin med masser af spilletid - Herlev-premiere i aften Martin Lefebvres trøje blev den dyreste: Aalborg fik 110.000 kroner for trøjer