Det var ni chokerede danske U20-spillere, som nytårsdag 1994 fik besked på at forlade VM-lejren i Esbjerg.
Nytårsskandalen var en sag, som skabte overskrifter i et C-VM, som ellers ikke havde påkaldt sig den store opmærksomhed.
Danmark havde tabt 0-22 til Slovakiet, men bag de vilde cifre gemte sig en affære, dansk ishockey gerne havde været foruden.
Det unge danske hold spillede med kun ti markspillere og to målmænd. Resten var sendt hjem fra VM af disciplinære årsager.
Karoly Neumann, DIUs delegerede og formand for ungdomsudvalget, forklarede den dramatiske bortvisning:
”Spillerne havde fået besked på at være tilbage på hotellet nytårsaften kl. 2. Det var der ni mand, der ikke forstod. Det var en hård beslutning at ekskludere et halvt hold, men trænere og ledere var enige.”
De ni, der kom for sent hjem fra nytårsfestlighederne i det vestjyske natteliv, var Torben Benjaminsen, Mikkel Bjerrum og Jannik Sønderby, alle Esbjerg, Dennis Olsson, HIK, Henrik Eppers, Peterborough Petes (OHL), Jannik Stæhr, Rødovre, Jan Phillipsen, Herning, Emil von Bülow, Rungsted, og Bent Christensen, Frederikshavn.
Det var en barsk straf at blive smidt hjem, og der var mange reaktioner på dommen.
Jeg talte med en af de ni syndere, den 18-årige Rødovre-forward Jannik Stæhr.
”Lederne og trænerne overreagerede. Det er en urimelig hård dom. Vi havde fået nogle øl, men ingen af os var berusede eller lavede ballade,” sagde han.
”De fleste kom en time for sent. Nogle lidt mere. Det var selvfølgelig dumt, når aftalen lød på klokken to. Men vi skulle ikke spille dagen efter, og det var den eneste aften, vi kunne være sammen og hygge os lidt. Den sag kunne med lidt smidighed være klaret internt uden offentlig skandale.”
Jannik Stæhr fortalte desuden, at det i første omgang kun var to spillere, der blev straffet.
”Vi fik chokbeskeden ved morgenmaden, at de ville blive sendt hjem. Det følte vi andre var uretfærdigt, fordi vi var ni, der havde overskredet sengetiden. Vi var solidariske og stod sammen som et hold,” sagde han.
”Efter et hastemøde meddelte ledelsen, at alle ni var bortvist. Vi var lamslåede. Anfører Jesper Damgaard forsøgte at overtale ledelsen til at finde en mindre dramatisk løsning, men uden held.”
Jeg husker en anden sag. Fra et Rødovre-besøg i Herning i december 1971. Det det dengang, københavnerhold kørte til Herning lørdag eftermiddag, hyggede sig om aftenen og spillede søndag formiddag.
Rødovres cheftræner, Lasse Lilja, havde beordret spillerne til at være på hotellet kl. 23.30, men kun tre var kommet hjem på det tidspunkt. Resten kom dumpende i løbet af natten.
Den store svenske coach havde siddet i foyeren og noteret navne og tidspunkter op. En time inden kampen meddelte han, at de fem sidst ankomne kunne sætte sig op på tilskuerpladserne. Det var Tommy Pedersen, Bent Hansen, Folke Sørensen, Robert Cox og Eigil Frederiksen.
”Der er grænser for, hvad man skal finde sig i. Den optræden vil jeg i hvert fald ikke stå model til,” rasede Lasse Lilja.
Dagen efter værtshusskandalen (Herning vandt i øvrigt 7-0) var jeg i Kostalden for at høre, hvilke konsekvenser de natlige udskejelser på heden ville få.
En altid rolig formand, Albert Thorup, havde denne kommentar:
”Det må være en lærestreg for spillerne og straf nok, at de blev smidt op på tilskuerpladserne og måtte læse om sig selv i mandagsaviserne.”
Efter min mening, handlede Albert & co. smartere end DIU-ledelsen 22 år senere.