Selv om antydningerne fra Folketingets korridorer ser ud til at være positive i forhold til at få mere end 500 tilskuere ind i hallerne, har vi vel endnu ikke noget endegyldigt svar fra politikerne i forhold til, hvordan man kan øge tilskuertallet i de danske ishockeyarenaer.
Men der er næppe tvivl om, at de ansvarlige ude i Metal Liga-klubberne er forberedt til tænderne i forhold til at overholde afstandskravene.
Således siger Rødovre Mighty Bulls-direktør Morten Nielsen til Rødovre Lokal Nyt, at Rødovre Centrum Arena kan oppebære et tilskuertal på 1500 og stadig overholde de gældende restriktioner i forhold til et større arrangement.
- Vi synes, det er ærgerligt, hvis der bliver differentieret mellem uden- og indendørs sport, for vi mener jo, vi kan styre det med flere tilskuere. Vi kan håndtere op til 1500 tilskuere, fordi folk vil kunne sidde på hver anden sæde, vi har nok toiletter og boder, man kan købe i, siger Morten Nielsen til avisen.
Til træningskampene har Rødovre som alle andre klubber mulighed for at lukke 500 tilskuere ind, og ligesom de andre direktører i Metal Ligaen siger Nielsen, at det vil gøre forretningen vanskelig at drive.
- Det betyder for eksempel også, at vi ikke kan få nye sponsorer, for de aner ikke, hvad de køber. Vi kan heller ikke arrangere en fest fredag aften eller foretage andre tiltag, som vi har i støbeskeen. Det er virkelig ærgerligt, så vi håber politikerne vil se positivt på de muligheder, vi har og stadig sikrer en lav risiko for smittespredning, siger Morten Nielsen til Rødovre Lokal Nyt.