Mighty Bulls arbejdede sig ind i kampen og endte med at vinde 4-3 over rivalerne

Herlev Eagles-Rødovre Mighty Bulls 3-4 (1-1,1-0,1-3) Formidabel kulisse denne fredag aften, hvor over 1700 tilskuere - helt nøjagtig 1722 - fyldte Spar Nord Arena op. Ikke til bristepunktet, men så meget, at folket stod tæt.

Ganske imponerende havde et hav af Rødovre-fans også snuppet den "lille rejse" på 10 kilometer til naboklubbens arena, og det skulle vise sig, at de blev belønnet for deres ihærdighed på et tidspunkt, hvor Rødovre har opgivet håbet om at komme i slutspillet. 

Rødovre vandt 4-3 i Herlev, men skulle først igennem en første periode, der i lange stræk formede sig som et tungt pres på William Rørths mål. Han holdt rigtig godt stand mod de bølgende angreb, og pludselig slog Rødovre en kontra, der endte med at gæsternes Johan Lundgren kunne sætte føringsmålet ind.

Der gik dog ikke længe, før Maksim Popovic fortjent fik udlignet til 1-1. Han udnyttede en løs puck, der sprang ud fra banden og hamrede klatten ind i et halvtomt bur.

Uafgjort efter de første 20 minutter blev afløst af et Rødovre-hold, der kom langt bedre frem på banen i bestræbelserne på at holde Herlev væk fra egen zone. Faktisk var det helt fint arbejdet af Rødovre i de midterste 20 minutter, hvor gæsterne både skabte de største chancer og vandt skudstatistikken.

Målet? Ja, det kom såmænd fra Herlevs Tobias Åhstrøm, der var først over en returpuck som han fik viftet fint op i nettaget.

Efter 40 minutter gik det helt efter planen for hjemmeholdet, der dog var sunket i kvalitet i anden periode.

Tredje periode blev et mareridt for Herlev. Fem minutter inde i perioden fandt Johan Lundgren Jonathan Brinkman - dagens bedste spiller på isen - og Brinkman sagde tak for kaffe ved at smaske pucken ind i nettet.

Det blev 2-3 kort efter, da Miro-Pekka Saarelainen snød Jesper Alasaari så groft med et par fine driblinger, at Saarelaainen kom fri og elegant kunne vifte pucken op i nettaget med en baghånd.

Absolut dagens detalje, men Mads Eller ville også med i kampen om en sådan. Eller tog pucken ind over blå linje og hele fire Herlev-spilere stod og kiggede på Rødovre-kaptajnen. Hvad gjorde Mads Eller? Han spillede naturligvis pucken forbi Herlev-folkene, og en sikkert lettere chokeret Mikkel Persson stod pludselig helt fri foran Horak.

Persson vendte sig om og skød resolut. 4-2 til Rødovre efter 52 minutter. Patric Wener tog timeout og Lukas Horak skiftede med Gustav Bågenvik. 

Det skulle hjælpe nok så meget, for Herlev fik nok reduceret i powerplay til 3-4, men i slutfasen fik hjemmeholdet aldrig helt skabt "trykket"

Og dermed kunne Rødovre-spillerne lade sig fejre af fansene. Nogle i vinterjakker, andre havde smidt trøjen på en stor aften for Mighty Bulls, der fik et skud selvforståelse og moral. 

Slutspillet når Rødovre næppe, mens Herlev stadig ligger lunt i svinget til en sjettepladsen, der vil være klubbens bedste placering siden 11/12-sæsonen. 


Forrygende første periode af Blue Fox knækkede Esbjerg i Herning 13. gang var lykkens gang for Rungsted