Afvekslende kamp endte med tre point til hjemmeholdet i Rødovre

Det endte dramatisk fredag aften i Rødovre, da Sønderjyske jagtede revanche for nederlaget på 4-0 tidligere på sæsonen.

Det var hjemmeholdet dog ligeglade med, og inden uret havde rundet fire minutter, var Rødovre på 2-0. Mikkel Binou og Johan Lundgren med scoringerne, og så var det op ad bakke for gæsterne.

De åd sig dog langsomt ind i kampen, og havde både en afslutning på overliggeren og på stolpen, og pressede Rødovre-defensiven til det yderste. Bedst som alle troede at pausestillingen skulle være 2-0, tog Charlie Combs sagen i egen stav.

Et raid op i banen, og så kunne Valdemar Ahlberg tage over og af to omgange sætte en sen reducering. Anden periode bød ikke på mål, men et Sønderjyske-hold, der var markant bedre end i de første 20 minutter, dog uden at kunne slå hul på William Rørth i Rødovremålet.

Hvor den midterste periode måske manglede lidt intensitet og dramatik, så fik vi det i hobetal i den sidste. Combs var igen involveret og selvom målet lige løftede sig fra isen, så kunne canadiske Alex Lavoie udligne til 2-2 for sønderjyderne.

Fem minutter senere kunne de lyseblå hæve stavene igen, denne gang var det Martin Eskildsen der var i centrum. Hårdt defensivt arbejde, og så kunne Eskildsen erobre pucken og slutteligt sende den i kassen bag Rørth.

Sønderjyske jagtede yderligere scoringer, men da Villiam Haag måtte trække en udvisning, kom hjemmeholdet tilbage i opgøret. Frank Gymer, netop kåret som månedens spiller i Metal Ligaen, slyngede pucken mod mål, og med tæt trafik foran Nicolaj Henriksen, kunne gummiet ryge uhindret i mål. 3-3 med seks minutter tilbage.

Sønderjyske forsøgte med en sidste offensiv, men det var hjemmeholdet der igen vendte opgøret på hovedet. Jacob Böll sendte pucken på mål, og efter en retur kunne Gustaf Berling igen score mod Sønderjyske, som han gjorde det to gange i 4-0 sejren tilbage i midten af november. Kampen sluttede højdramatisk.

Rasmus Lyø måtte trække i nødbremsen og det tog luften af gæsternes mulighed for endnu et comeback. Efter hornet lød for sidste gang, var der nogle uskønne scener, hvor temperamenterne kom i kog fra begge sider, men ikke noget der ikke er set mange gange før i denne sport.


Herning vandt i straffeslag i Herlev fredag aften White Hawks sejr over Esbjerg, der først kom på isen i tredje periode