Ung duo skal bære Mighty Bulls gennem næste sæson

Det kommer ikke som en overraskelse efter Janis Voris i går selv offentliggjorde, at han skal til Rødovre. Den unge lettiske målmand bliver næste sæson den ene del af en målmandsduo sammen med William Rørth. Det skriver Mighty Bulls.

De to målmænd præsenteres således af Mighty Bulls. 

Med to 20-årige målmænd stiller Mighty Bulls formentlig med Metal Ligaens yngste duo, hvor begge er tidligere U20-landsholdmålmænd med spændende potentialer for fremtiden og sultne efter spilletid til at kunne udvikle sig.

- Vi går med et ungt målmands-team i år, da vi ser en god fornuft i, at de sammen kan presse hinanden, og tage det næste skridt i deres karriere. Det er to sultne målmænd, der har vist, at de er klar på at spille flere kampe og på den måde få den erfaring, som enhver målmand skal have for at fortsætte sin udvikling.

- Det er samtidig en målmandsmodel som Thor i sin tid i Esbjerg har haft god succes med, med Mathias Seldrup og Nicolaj Henriksen, så det har selvfølgelig også været en inspiration til at prøve den model af i Rødovre, fortæller sportschef Jørgen Illemann.

Janis Voris kommer til Rødovre fra HK Riga, der spiller i den russiske MHL-liga, som er juniorliga til KHL. Voris fik i sidste sæson også debut i KHL og spillede syv kampe for Dinamo Riga. Han har de seneste to sæsoner været førstemålmand på det lettiske U20-landshold og leveret stærke præstationer til slutrunderne.

William Rørth spillede i sidste sæson 16 kampe for Tyrene og leverede flere rigtig flotte præstationer. Særligt 2-0 sejren over Aalborg Pirates var mindeværdig med hele 46 redninger fra den unge keeper. Han har tidligere været en del af samtlige ungdomslandshold fra U16-landholdet og op til U20-landsholdet.

- Vi har fået rigtig fine referencer på Janis, blandt andet har Peter Hirsch (tidl. landsholdsmålmand og nu målmandstræner, red.) haft gode ting at fortælle om hans spil og potentiale til at blive en rigtig dygtig målmand. Han er en ung målmand, som allerede har oplevet en del, når det kommer til hockeyen, fortæller Illemann og fortsætter:

- Han har haft et år i Nordamerika og formulerer sig godt på engelsk, så sprogbarrieren vil være minimal med vores trænere og holdkammeraterne. Både hans fremragende U20 VM og KHL-debuten viser, at det er en ung målmand med et stort talent, som vi får glæde af i Rødovre den kommende sæson.

- William har de seneste sæsoner taget gode skridt i den rigtige retning og er klar til at blive udfordret yderligere med flere kampe – også flere kampe i streg, så belastningen øges. Han har trukket på gode erfaringer fra både Stefan Ridderwall og Matt O’Connor, og vi ser ham klar til at tage de næste ryk i sin udvikling, når ham og Janis kan presse og støtte hinanden, slutter sportschefen.


JEPPE HOLMBERG er tilbage i dansk topishockey - klar for Odense i den kommende sæson Rødovre-forward meldes "på vej hjem" til IK Pantern