Aalborg tog en frisk lille julegave med hjem torsdag, da piraternes juletogt til Nordsjælland kastede en 4-1 gevinst af sig i Bitcoin Arena.
I en relativt velspillet affære var Aalborg lige en tand stærkere i spillets nøglefacetter og fik et mål i hver af de to første perioder som gevinst for nordjydernes velstrukturerede spil.
I første periode var det Thomas Spelling, der scorede sit fjerde sæsonmål efter en lidt kontroversiel situation, hvor Spelling først nedlagde William Back i midtzonen, og derefter udnyttede den plads Backs fravær gav til at komme alene igennem i højresiden, hvor han lækkert satte pucken op i krogen til kampens første mål.
Rungsted protesterede uden andet resultat end to minutters udvisning for dårlig opførsel.
I anden periode gik der muligvis lidt julehygge over Rungsted-spillet. I hvert fald satte Aalborg sig tungere på perioden og udbyggede også forspringet i powerplay, da Jeppe Jul Korsgaard tæt under mål styrede pucken forbi David Grubak til 2-0. Rungsted fik seks powerplaychancer undervejs, og den femte af dem udnyttede de, da Mathieu Pompei på klos hold sendte en god centring i nettet til 1-2 i første minut af tredje periode.
Men Aalborg havde ikke tænkt sig at åbne kampen, for bare 17 sekunder senere lavede Magnus Boesen sit andet sæsonmål til 3-1 på en returpuck fra et Trevor Gooch forsøg.
Rungsted prøvede det bedste de havde lært i tredje periode og havde også en pæn portion mindre chancer, men de helt store tilbud forhindrede Aalborg, der tydeligt viste, hvorfor de er det hold, der har inkasseret klart færrest mål i sæsonen.
I slutfasen fik Aalborg i stedet øget til 4-1, da Grubak var trukket ud for en ekstra markspiller. Aalborg har dermed tæt kontakt med Herning og SønderjyskE i toppen af ligaen igen, mens Rungsted kan frygte, at top-4 stille og roligt sejler udenfor rækkevidde.