Når man fører 3-2 op til tredje periode, skal man have evnen til at køre en sejr hjem.
Det var en af SønderjyskE-træner Mario Simionis konklusioner efter kampen i Frøs Arena i aftes, hvor Aalborg vendte kampen og endte med at vinde 5-3 efter to mål af Martin Højbjerg i tredje periode og en afsluttede scoring af Sebastian Bergholt i tomt bur.
- Vi gik ind til tredje periode med en føring og havde aftalt at tage gode beslutninger. Men vores spil i forsvarszonen var bare ikke godt i aften. Vi havde problemer med at stå rigtigt i forhold til modspillerne, og det kostede mål. Hvis man kommer ind til tredje periode med en føring i en hjemmekamp, skal man vinde. Det er tidligt på sæsonen og vi skal lære af vores fejl, sagde Mario Simioni til Der Nordschleswiger efter kampen.
- Vi kom ikke specielt godt fra start i kampen, og Aalborg pressede godt på i de første 10 minutter. Vores beslutninger med pucken var ofte dårlige. Derefter spillede vi ganske godt (frem til tredje periode). Vores powerplay-spil så godt ud, og det samme gjorde kæden med Victor Rollin Carlsson. Vi spillede os frem til mange store chancer og Aalborgs målmand (George Sørensen) stod fremragende, vurderede Mario Simioni.
Der er en uge til SønderjyskE's næste kamp, hvor Odense kommer på besøg i Frøs Arena.