Rødovre Mighty Bulls-Aalborg Pirates 4-5 (4-3, 0-1, 0-1): Rødovre og Aalborg tørnede torsdag aften sammen i Rødovre Centrum Arena, hvor hjemmeholdet ville fortsætte jagten på en tiltrængt sejr. Gæsterne – derimod – skulle forsøge at snuppe tredje sejr på fire dage.
Kampen vil blive husket for en skør første periode med hele syv scoringer på godt et kvarter. Fire af dem var til Rødovre, men hjemmeholdet scorede ikke flere gange i opgøret. Aalborg satte til gengæld to mål, selv om Rødovre i den grad havde sine chancer. Flot fight og indsats af bundholdet, men Aalborg havde den ekstra effektivitet og snuppede endnu en sejr i Metal Ligaen.
Kampen var blot inde i sit første minut, da Rødovre bragte sig foran. Der var en afventende udvisning til Aalborg, da hjemmeholdet fik etableret et fint spil. Det hele endte med, at Gustaf Berling fik sidste stav på scoringen tæt under mål, og Frederik Søgaard var passeret i målet. Der var spillet 58 sekunder.
Der skulle dog kun gå under to minutter, før Aalborg havde udlignet. Det var Stephen Anderson, som sendte en retur i mål. Dermed var også Dennis Saikkonen i Rødovre-målet passeret kort inde i matchen.
Efter små otte minutter faldt næste scoring, og den var til Rødovre. Frederik Kaels fandt vej mellem benene på Frederik Søgaard på en kontra til de rødblusede.
Og det blev også 3-1 blot 20 sekunder senere. Denne gang var det Johan Lundgren, der opsnappede en puck og sneg sig bag om Aalborg-defensiven ved offensiv blå linje. Svenskeren tog den direkte vej mod Søgaard og lagde pucken sikkert ind. Stærk indsats af hjemmeholdet, der fuldstændig havde taget fusen på gæsterne.
Aalborg tog straks en timeout for at få samlet tropperne efter hæsblæsende første 10 minutter. Gæsterne havde haft et par tilbud, og kampen bølgede frem og tilbage med udmærket tempo, men Rødovre havde altså fået overtaget på måltavlen.
Målfesten fortsatte imidlertid efter yderligere nogle minutter. Først reducerede Stephen Anderson til 3-2 tæt under mål, inden selvsamme Anderson også fik pucken ind i netmaskerne til udligning med pucken højt placeret. Hattrick af den canadiske forward, og der var kun spillet 14 minutter af opgøret.
Målfesten var dog langt fra slut. Blot halvandet minut senere kanonerede Johan Lundgren pucken op i det ene hjørne til 4-3. Anden scoring af svenskeren, og der var gang i en helt usædvanlig kamp med åbent hus – særligt med nogle tvivlsomme målmandspræstationer – i begge ender af banen.
Der blev dog sat prop i mod slutningen af perioden, og de første 20 minutter endte således med syv scoringer. En helt igennem vanvittig periode med kæmpe underholdning, men begge trænere skulle med al sandsynlighed snakke med store ord i pausen.
George Sørensen skiftede med Frederik Søgaard i pausen, og det skulle blive en lidt mindre hæsblæsende start for den rutinerede keeper. Der var stadig chancer, men der blev lukket bedre af i begge ender.
Stadig ganske fint tempo i kampen, hvor Aalborg efterhånden havde mest puck og længere tid i Rødovres zone.
Næste mål faldt først med tre og et halvt minut til pause, og det var en udligning fra Aalborg. Anders Koch skød fra distancen, og Tobias Ladehoff styrede pucken ind bag Dennis Saikkonen. 4-4 på måltavlen.
Brendan Harms fik kæmpe chance, men George Sørensen hev flot redning op i målet. Kort efter fik Rødovre sit andet overtal i aften, men trods udmærket pres holdt Sørensen og co. tæt. Helt lige på tavlen inden sidste periode.
Stillingskrig ind i tredje periode, hvor begge mandskaber synes med gode muligheder for at tage sejren. En Aalborg-fejl betød, at Jonatan Nielsen var ved at overliste George Sørensen i en kontra.
Halvvejs i perioden faldt femte scoring til Aalborg, der havde fået momentum i Rødovres zone. Det var Lasse Bo Knudsen, der fyrede af fra distancen, og pucken gik hele vejen i mål langs isen. Føring til gæsterne med godt 10 minutter igen.
Rødovre tog timeout med over tre minutter igen, hvorefter Dennis Saikkonen blev erstattet med en markspiller. Friskt træk af cheftræner Magnus Sundquist, der satsede alt på udligningen. De rødblusede holdt stort pres på Aalborg-målet, men George Sørensen og holdkammeraterne stod klippefast i defensiven helt indtil slutfløjt.
Aalborg snuppede dermed alle tre point med hjem til Nordjylland, mens Rødovre nok en gang måtte indkassere et smerteligt nederlag. Et Rødovre-hold, der i øvrigt holdt sig helt fra straffeboksen i aften, mens Aalborg kun fik to udvisninger.