Syv sæsoner med den samme træner er rigtig længe i professionel sport. Mark Pederson gjorde det fremragende i Esbjerg, og undertegnedes første ønske i forhold til Esbjergs kommende sæson er, at man i Esbjerg bestiller en flybillet til Pederson, installerer ham på et lækkert hotel i byen og lader publikum - når de engang må komme ind igen - hylde ham behørigt.
Det fortjener Mark Pederson, der nærmest skabte mirakler, da han vendte en ishockeyby i nedtur til en optur, der endte med to mesterskaber og en sølvmedalje. Nærmest det optimale. Om Pederson havde mere i sig, eller om hans magiske hænder til sidst ikke kunne trække medaljer til Esbjerg, fik vi aldrig at vide.
Der er næppe tvivl om, at succesfuldt slutspil i 2020 med masser af tilskuere på lægterne, kunne have defineret Pedersons fremtid anderledes. Måske havde han med en finaleplads stået videre i Esbjergs boks, måske havde den bragt ham videre til DEL, hvor han efter sigende har været tæt på en kontrakt som headcoach.
Og glem for resten slet ikke Thor Dresler i den ligning. Lige så fremragende arbejde som assistent har bragt ham til en chefstilling i Rødovre, og hans fremtid bliver uhyre spændende at følge.
Og dermed til nutidens Esbjerg. Jason Jaspers er et uhyre spændende trænernavn af den unge slags, og han går ind i sin første sæson som headcoach. Dermed er det umuligt at spå om hans kompetencer, men man kan blot konstatere, at han kommer ind fra en spillerkarriere, hvor han i den grad har været en lederskikkelse i DEL, og det "gør man ikke bare".
Kunne man forestille sig en erfaren Esbjerg-mand som assistenten, der skal føre Jaspers helt ind i Vestjyllands ishockeyhjerte? Jaspers er under alle omstændigheder den helt store Energy-joker i år.
Det er begyndt fornuftigt på spillerfronten, hvor Thomas Lillie hentes ind som målmand, men åbenbart ikke som sikker førstemand, hvis man fortolker på de udtalelser, der hidtil er kommet fra Esbjerg-fronten. Bliver det sidste års backup Kasper Krog, der har kompetencer til mindst 10-15 kampe, eller en anden, der skal slås med Lillie om minutter i buret?
På backpladserne er Simon Grønvaldt, Jeppe Vinther og Jannik Christensen parat, og mon ikke vi får "hjemmedrengene" Koch og Andreas B. Pedersen at se igen. Anders Koch har stadig lidt revanche at tage og potentiale at vise, og Andreas B. Pedersen er en god mand, der altid fylder godt op i defensiven. Det vil sige fem danske backer, og kunne de suppleres op med unge Mikkel Rask Nielsen og et par stærke imports, ser det nogenlunde solidt ud - med "dagsformen" hos danskerne som definerende for, om det ender med pil op eller ned.
Så kunne der måske også suppleres op med en tredje importback senere på sæsonen.
Søren Nielsen og Felix Scheel er tilbage. Tabet af Niklas Andersen er dermed fuldt ud kompenseret - og lidt til - og da Esbjerg mere eller mindre tager resten af danskerstaben med videre - og formentlig supplerer op med unge Victor Sand, er der ni danskere på plads.
Spillere som Andreas Grundtvig, David Madsen og Valdemar Ahlberg, kan der stilles større forventninger til, og folk som Sune Hjulmand og Christian Wejse skal indtage de sædvanlige lederpositioner.
Har Esbjerg-ledelsen danskeroverraskelser i lommen, eller skal der suppleres op med imports? Vælges sidstnævnte model, skal der mindst fire angribere til, og der må man blot håbe, at Jaspers har lige så magiske hænder som Pederson havde i de fleste af sine sæsoner i Vestjylland. I givet fald kan Esbjerg få et rigtig solidt hold.
Mon ikke også der satses på at spille med lidt flere folk end de syv backer og 13 angribere, der var for lidt i sidste sæson, hvor skaderne konstant væltede ned over Esbjerg-holdet?