Herlev Eagles kommer ind til slutspillet med den bedste grundspilsplacering siden comeback-sæsonen til Metal Ligaen. Vi skal helt tilbage til 2011/12-sæsonen for at finde en tilsvarende placering til Herlev.
TV2 PLAY-kommentator Jannik Sønderby har kommenteret ørnene i et utal af kampe i denne sæson og kender om nogen til Eagles-truppen og dens kompetencer.
- Herlev er glade for at de ikke skal møde Aalborg i første runde af slutspillet, lyder det fra Sønderby.
- Eagles er kommet godt igennem sæsonen uden at være plaget af for mange skader til de bærende spillere. Lige nu er det kun Daniel Baastrup som sidder udenfor med en benskade, og det er vanskeligt at se, at han kommer med ind i serien fra start.
- Kampene mod Odense er blevet tættere og tættere eftersom sæsonen er skredet frem. Der var stor forskel på de to hold i starten, men de seneste kampe har været tætte. Odense har vundet flest kampe indbyrdes, men Herlev har faktisk kunnet stå imod Odenses enorme fysik og presspil, vurderer Jannik Sønderby.
Kan de udfordre Odense?
- Det ligner en 75/25 chance til Odenses fordel i dette matchup. Det helt store spørgsmål er om Herlev kan tage til Fyn og vinde. Og det tror jeg godt de kan.
Kan de så ’snyde’ Odense fire gange?
- Det er måske for stor en mundfuld.
Hvad skal der til for at Herlev lykkes?
- Odense ligger godt til Herlev og deres måde at spille på. Odense vil gerne frem på isen og styre kampene mod Herlev, og Herlev er måske et af ligaens bedste omstillingshold. Så hvis Herlev kan lykkedes med at stille sig godt i banen, afvikle et godt styrespil mod Odenses opspil, og så vende spillet hurtigt inden Odense kommer på plads, er der bestemt muligheder.
- Et af nøgleordene bliver disciplin. Har Herlev disciplinen i orden, så har de chancen for at overrumple Odense. Har Odense disciplinen i orden, så har Herlev en næsten umulig opgave foran sig, siger Sønderby.
Herlev virker til at have et mere solidt hold end tidligere?
- Odense har et bredere hold med mange strenge at spille på, men hvor Herlev tidligere var afhængig af en kæde, så har man nu også fået gang i flere spillere, som kan være kampafgørende.
Popovic, Bertelsen, Cubars, Åhström oser langt væk af topform i øjeblikket, og de har tro på egne evner, hvilket også er vigtigt, når man ikke spiller på et hold, der er meget i puckbesiddelse. Man skal tro på at man kan ændre kampen de få gange, man har pucken og chancen til det, siger Sønderby.
- På backsiden er der altid Johansson der kan binde tingene sammen i opspil og powerplay. Alasaari har også spillet sig gevaldigt op, og er en krumtap i defensiven med sit fysiske spil. De to skal trække et stort læs i kampene mod Odense. Fraværet af kaptajn Baastrup bliver stort, for han er også en type, både på og udenfor isen, som betyder meget for Herlev.
Hvad betyder Lukas Horak for Herlev?
- Horak er ubestridt ligaens bedste målmand. Måske ikke målt på stilen eller antal mål han lukker ind, men hvis man kigger på antallet af store redninger. Redninger hvor man tænker: nu scorer de, så er han outstanding, siger Sønderby.
- ALLE hold ved at de skal diske op med noget særligt for at få scoret, og de udfald han havde i løbet af sidste sæson, er nu helt væk. Han har stået enestående for Herlev, og han er en vital del af deres spil.
- Spillet i egen zone handler om (naturligt nok) at holde modstanderne ude i hjørnerne og så tillade afslutninger fra distancen. Dem tager Horak alle dage i ugen. Og lidt til endda.
Horak er god, fordi han også er levende i målet. Nogle gange ligger han ned, andre gange bliver han stående. Og så er han driftsikker!
Hvordan ender serien?
- Herlev kan godt overraske Odense en gang eller to, og de kan holde kampene tætte med gode defensive dyder og hårdt arbejde. Men der skal uheld til i Odense lejren, før jeg tror at Herlev avancerer til semifinalerne, siger Sønderby.