For et par weekender siden var SønderjyskE Ishockey Supports formand Per Bjerregaard sammen med kollegerne fra de øvrige sportsgrenes fanklubber på en tur Sønderjylland rundt for at samle ind. Det gav 40.000 kroner til den "SønderjyskE håndsrækning", indsamlingen, der stadig er i gang i den lyseblå organisation.
Det får roser af administrerende direktør Klaus B. Rasmussen.
- Vi bare endnu en gang lette på kasketten og kvittere for den indsats, der er blevet gjort af SønderjyskE Ishockey Support. De har nu afsluttet en række aktiviteter og auktioner på fanartikler, trøjer og andet ”fan-guf” med ikke mindre end 60.000 kr. til SønderjyskE. Det er virkelig imponerende, og vi er meget rørte over hvor meget det lyseblå landsdelsprojekt tydeligvis betyder for folk i vores landsdel. Det giver os også grund til optimisme og en tro på, at vi nok skal ”komme godt ud på den anden side”.
- Vi glæder os til at give tilbage med gode sportslige oplevelser i den kommende sæson. Igen med bold i den bedste, danske fodboldrække, et tophold i den næstbedste række i damehåndbold samt herrehåndbold og ishockey på øverste hylde. Og så topper vi det hele med deltagelse i ikke mindre end to europæiske turneringer, Europa League og Champions Hockey League. Der er masser af sport at glæde sig til, slutter Klaus B. Rasmussen
Den sønderjyske organisation har været gennem et par emotionelle uger, hvor klubbens fodboldhold har vundet Sydbank Pokalen og undgået nedrykning. Samtidig har "håndsrækningen" givet 1.696.315,40 kroner