Det er hårde tider i samfundet, også for sportsbranchen og dansk ishockey, hvor klubberne kæmper hårdt for at holde sig oven vande i de her tider, hvor blot 375 tilskuere kan komme ind til kampene.
Det gælder foreløbig frem til 18. oktober, men på trods af, at flere klubdirektører tidligere har udtalt, at det ikke betaler sig at spille for så få mennesker, er det vigtigt at holde maskineriet i gang, pointerer SønderjyskE-direktør Klaus B. Rasmussen, der også er formand for Ligaforeningen.
- Det er vigtigt for helheden at holde det kørende. Ellers skulle man have taget beslutningen om ikke at starte, inden vi kom i gang. Men dengang havde vi positive meldinger fra ministerierne, siger Klaus Rasmussen til JydskeVestkysten.
- Det er ekstremt vigtigt at holde ishockeyen i gang. Det handler også om sportsfolk, der har været ude siden 9. marts, og som skal holde form og styrke ved lige. På et eller andet tidspunkt skulle vi jo have startet maskinen op igen, tilføjer han.
Men det er stramt økonomisk, hvis restriktionerne fortsætter og Rasmussen håber på midler fra den såkaldte arrangørpulje, der skal kompensere for tabte indtægter. For SønderjyskE's vedkommende går klubben for øjeblikket glip af godt 200.000 kroner pr. hjemmekamp, mens udgifterne kører videre som altid.
Foreløbig har SønderjyskE tre hjemmekampe, hvor muligheden for at få tilskuere ind mangler.