Odense smed muligheden for tre point væk mod et haltende SønderjyskE-mandskab, der sled sig til marginalerne i tredje periode

Odense Bulldogs-SønderjyskE 2-4 (1-1,1-0,0-3) Den næsten mennesketomme VinMedKant Arena passede perfekt til stormen og regnen udenfor i Odenses mørke. Coronaen vil ikke noget godt for atmosfæren på lægterne til sport, og hvor man dog savner kulissen sådan en aften i juledagene, hvor øl, vand og fest bør flyde frit.

SønderjyskE kom til kampen uden femkløveret Rollin Carlsson, Prapavessis, Kønig Hansen, Nielsen og Førster, mens Odense kun var en karantæneramt McNally fra at ramme fire hele angrebskæder. Også Jeppe Holmberg var ude for Bulldogs, der tidligt i kampen – og i øvrigt i det meste af første periode – blev overrumplet af sønderjydernes villighed til at skøjte mere og arbejde hårdere med Cam Brown og Martin Eskildsen som de mest markante.

Undtagelsen kom i kampens ottende minut, hvor Lukas Lundvald drog op gennem zonen og afsluttede et par gange på Henriksen. Sønderjyderne fik ikke ryddet op, og Dale Mitchell slog returen ind til 1-0 for fynboerne. Den fortjente udligning kom i det 14. minut efter at Shawn O’Donnell slog en utilgivelig pasning på tværs af banen og lige ind i staven på SønderjyskE’s tilbagevendte dynamo Mike Little.

Little flippede pucken til Martin Eskildsen, der tog et par træk og svirpede pucken over fjerneste Galansky-skulder. Dermed spolerede han en ellers stærk første periode for den tjekkiske målmand. 1-1 efter 20 minutter.

Det var noget værre roderi, de to hold diskede op med i begyndelsen af anden periode, hvor meget lidt hang sammen hos begge hold.

Men da vi nåede halvvejs ind i kampen, var det som om, fynboerne fik bedre fat. Unge Kasper Didrichsen leverede et par fejl i egen zone, men slap med at give halve chancer til Odense.

I den anden ende af skalaen over rutine befinder Steffen Frank sig, og han havde ikke sit livs aften i de to første perioder, hvor en del fejlpasninger blev krydret med en udvisning midt i anden periode.

SønderjyskE havde på det tidspunkt mistet farten i skøjterne, og et stillestående boxplay inviterede nærmest Odense-skytterne ind.

Lukas Lundvald har et godt hug, og han sagde ja tak med et drøn, der via Henriksen røg op i nærmeste hjørne. Ingen foran SønderjyskE-målmanden gjorde ansats til at blokere skuddet. Dermed 2-1 til Odense, der fortsatte med teten resten af perioden. Momentum var på de fynske stave, og Mike Hammond troede, han havde scoret, da han ramte sidenettet på næsten tomt mål. 

Al sammenhæng var for længst forsvundet ud af SønderjyskE’s spil og spørgsmålet var, om gæsterne i modsætning til det seneste møde kunne rejse sig i de sidste 20 minutter.

Da Kasper Didrichsen efter små tre minutter af tredje periode pådrog sig en udvisning, var det en Odense-anledning til at lukke kampen.

Men i stedet sløsede Odenses powerplay og lod Yannick Vedel og Martin Eskildsen komme af sted i en to mod nul-situation. Vedel til Eskildsen, Galansky uden chance. 2-2 i VinMedKant Arena.

Sommetider kan man undre sig over, hvad et enkelt mål kan gøre ved et helt hold. For efter godt 20 minutter med hængende hoveder, fandt sønderjyderne pludselig en form for spilleglæde frem igen.

Kampens sidste fase var ikke køn ishockey, slet ikke. SønderjyskE forsøgte med slidsomt arbejde at komme op omkring Galansky, mens Odenses teknisk verserede folk prøvede med individuelle aktioner.

Det var nervøst og faktisk også pludselig intenst i den fynske kummefryser, hvor et 3-2-mål i den ene eller anden ende næsten med sikkerhed ville afgøre kampen.

Galansky snød en næsten fri William Boysen, og Henriksen snuppede Christian Thunbo, der var helt fri efter et rush opad venstre kant.

Med 6:38 igen scorede SønderjyskE. Mathias Borring Hansen fik lempet pucken gennem benene på Odense-keeperen. Hjemmeholdet dummede sig i egen zone. 3-2 til gæsterne.

Det var dramatisk nu. Sebastian Ehlers brændte helt fri og midt for mål på Henriksen og kort efter fik Mads Eller lokket Cody Donaghey til at begå en udvisning. Ehlers kom i centrum igen med et par lækre driblinger og først i sidste øjeblik blev han stoppet ulovligt af Martin Eskildsen.

Nu var det fire mod fire, og Mads Eller var næste mand til at misse en friløber.

Henriksen parerede Mitchell med skinnen, og de sidste 10 minutter indeholdt flere åbne chancer end de første 50 minutter tilsammen. Alt var lukket op, og Galansky skøjtede ud med 76 sekunder igen. 47 sekunder før tid tog Odense timeout.

Fynboerne fik skabt et par halvfarlige situationer, men måtte se Mathias Borring smække pucken i det tomme bur til den definitive afgørelse. Brølene over sejren kom helt nede fra struberne i SønderjyskE-boksen.

Lettelsen var enorm, spillet var ikke smukt, mens nederlaget for Odenses vedkommende lignede et definitivt farvel til slutspillet.

Anderledes kan aftenens begivenheder næsten ikke fortolkes for fynboerne, der havde tre point i hånden og skulle have fuldt udbytte i en kamp som i aften.

Hos SønderjyskE var det folk som Vedel og de dobbelte målscorere Martin Eskildsen og Mathias Borring, der bar sejren hjem over Lillebælt, mens vi igen så store fejl hos Bulldogs, der i sidste ende kostede de afgørende marginaler. Det er ikke første gang i sæsonen, det er sket.


BILLEDER: SKARPE SKUD fra Odense-SønderjyskE Thörnberg-hattrick og tiltrængt sejr til Herlev i derbyet