SønderjyskE har allerede forstærket sig en enkelt gang i løbet af sæsonen, og nøjagtig som konkurrenterne fra Rungsted hentede sønderjyderne en finsk back ind.
Det var Konsta Mäkinen, der kom som en umiddelbar erstatning for en skadet Daniel Kønig Hansen, der nu er blevet klar igen.
Dermed er backbesætningen klar til den kommende Continental Cup-semifinale på hjemmebane.
- Det har hele tiden været planen, at vi ville forstærke vores backlinje til Continental Cup. Så kom Daniels skade og vi blev nødt til at handle lidt hurtigere end vi havde planlagt, forklarer sportschef Kim Lykkeskov.
Konsta Mäkinens kontrakt, oplyser Lykkeskov, vil blive evalueret efter Continental Cup og derefter vil der blive taget stilling til, om hans kontrakt skal forlænges.
Lykkeskov udtrykker solid tilfredshed med, hvad han foreløbig har set fra Mäkinen, så måske lugter det lidt af, at parterne fortsætter sammen.
Men kommer der flere spillere ind hos SønderjyskE?
I Continental Cup fra 15.-17. november møder sønderjyderne Nottingham, Amiens og Ferencvaros, og selv om sponsorer og partnere i SønderjyskE-omkredsen har fået bud på at støtte indkøbet af en ny angriber, bliver det næppe til Continental Cup-semifinalen den nye mand kommer ind.
- Man skal aldrig sige aldrig, men jeg tror ikke, det kommer til at ske. Så skal vi falde over et eller andet specielt, siger Kim Lykkeskov.
Han vil dog gerne afsløre, at sønderjyderne på et eller andet tidspunkt i den her sæson henter endnu en importangriber.
- Det har hele tiden været et led i planen for vores sæson. Det vil jeg gerne bekræfte. Spiller vi os videre til en finalerunde i Continental Cup, er det vel ikke umuligt, vi har en ekstra mand med der, antyder sportschefen.
SønderjyskE kan – hvis tingene flasker sig i de kommende uger – stå foran en travl januar med både finalerunder i Metal Final4 og Continental Cup-finaleserie oveni det normale Metal Liga-program.