SønderjyskE-Esbjerg Energy 3-1 (1-0, 2-0, 0-1)
1856 tilskuere havde fundet vej til sæsonens første ligaopgør mellem de to ærkerivaler, SønderjyskE og Esbjerg.
Det blev en intens affære med masser af fight og nerve tilsat en portion dramatik i kampens afslutning. Sønderjyderne endte med den skarpeste klinge i form af en 3-1-sejr.
De tidligere Esbjerg-spillere Valdemar Ahlberg, Oscar Schulze og ikke mindst Nicolaj Henriksen spillede alle en hovedrolle, da hjemmeholdet tog stikket hjem i Frøs Arena.
Der var fuld fart på skøjterne fra første skifte.
Begge hold ville frem over isen og det blev gæsterne, der først fik muligheden for at bringe sig foran, da Max Tjernström korrekt blev sendt to minutter i straffeboksen.
Vestjydernes power play manglede dog flow og SønderjyskE kunne uden de store problemer klare frisag.
I stedet slog hjemmeholdet til kort efter.
En hidsig puckjagt i offensiv zone gav gevinst, og Valdemar Ahlberg kunne servere pucken for William Pelletier, der bragte værterne i front.
SønderjyskE med mest puckbesiddelse men Esbjerg farlige på omstillingerne.
Ungarske Erdely slap afsted og trykkede konsekvent af, men Henriksen med en stærk benparade.
Cirka midtvejs var gæsterne atter tæt på. Foran mål missede Søren Nielsen imidlertid det flotte oplæg fra Andreas Grundtvig.
Periodens sidste oplagte scoringschance tilfaldt hjemmeholdet, da de fik deres første overtal i matchen.
Jakob Svejstrup blev efterladt helt alene foran Seldrup, men virkede nærmest overrasket over al den tid og plads, han havde, og hans afslutning sad lige på Seldrup, der dog også gjorde sig bred i buret.
1-0 efter tyve hektiske og intense minutter.
SønderjyskE øgede i anden periode
En tidlig udvisning til Anders Biel i anden periode, gav udeholdet en gylden chance for at komme på tavlen.
Denne gang så powerplayet bedre ud, og til tider sværmede spiller og puck omkring hjemmeholdets mål.
Sønderjydernes boks stod imidlertid godt imod og knapt var de fuldtallige, før Pelletier havde bud efter sin anden scoring i aften.
Mest spil i værternes zone, men SønderjyskE slog kontra.
Ahlberg med en afslutning, som Seldrup halvklarede, pucken ramte en Esbjerg-back og Gabriel Desjardins kunne skubbe den det sidste stykke over stregen, 2-0.
Det gav medvind til hjemmeholdet og en hurtig spilvending var opskriften bag 3-0 målet, sat ind af den tidligere Esbjerg-back Oscar Schulze, der var stødt med frem midtvejs i perioden.
Et par minutter senere fejlede SønderjyskE i udskiftningen og måtte indkassere en holdstraf.
Esbjerg producerede en enkelt farlig situation, men Henriksen fik blokeret.
Gæsterne fortsatte med at presse på, også efter hjemmeholdet blev fuldtallige, uden det kastede nogen scoringer af sig.
I modsatte ende var SønderjyskE tæt på, da Nikolaj Krag sendte et godt skud afsted, men ikke mere arbejde til måltavlen i anden periode.
Ondt finsk blod i tredje periode
Det blev målfattige men ganske dramatiske sidste tyve minutter.
En udvisning efter fire minutter til Oliver Kjær for en slashing på en af hjemmeholdets bedste i aften, Nicolaj Henriksen, gav sønderjysk fem mod fire, men uden det blev farligt for gæsterne.
Nærkampene tog til på isen og der var til tider tendens til ond stemning.
På lægterne var stemningen hos SønderjyskE-tilskuerne til gengæld ovenud god, som hjemmeholdet kom tættere og tættere de tre point.
Man nærmede sig de sidste syv minutter, da gemytterne for alvor kom i kog.
Jusso Walli bød Ville Leskinen op til finsk isdans. Den store Esbjerg-back kom dog til kort, da brølstærke Ville Leskinen fik sat en fuldtræffer ind og sendte Walli til tælling.
To badebilletter mærket Suomi.
Flere gode muligheder til SønderjyskE fulgte i powerplay, da også Winquist måtte i skammekrogen. Men Seldrup hev et par store redninger op.
Med bare halvandet minut igen, kom så en sen vestjysk reducering ved Gordie Ballhorn og umiddelbart efter satsede Jason Jaspers, da han trak keeperen i et sidste desperat forsøg på point.
Den satsning blev hurtigt spoleret, da målscorer Ballhorn røg til afkøling for en elbowing og SønderjyskE kunne derfor uden problemer skøjte såvel tre point som håneretten hjem fra aftenens rivalopgør i Frøs Arena.