Lige så jævnbyrdigt som i søndags, da de to hold tørnede sammen igen

SønderjyskE gjorde det igen. 

Slog Rungsted i Metal Ligaens grundspil for anden gang på to dage og cementerede dermed for en stund tredjepladsen i tabellen.

Det var anden gang på et par dage, at de to hold tørnede sammen, og det kunne man til tider godt se på den lidt hidsige attitude spillerne imellem. Der var bid i nærkampene og små infights, der gjorde matchen til ganske intens.

Jævnbyrdigt var det også, nøjagtig som søndag i Frøs Arena, og denne gang skulle vi også frem til slutningen af første periode, før målene begyndte at falde.

Malte Setkov fik pucken direkte fra en faceoff, og den lange back hamrede pucken ind bag Patrick Galbraith, der havde SønderjyskE's bur i aften og havde overtaget efter Henriksens hårde weekend. Målet faldt i tiden 17:39. 

Der gik ikke længe før William Boysen var på spil i powerplay. Oskar Östlund tabte et skær og fik ikke flyttet sig sidelæns. Det opfattede William Boysen lynsnart og trak pucken stille og roligt over i modsatte hjørne. Det var i tiden 18:54. 

1-1 efter første periode, og det var også stillingen efter en anden periode, hvor Rungsted havde den optiske overlegenhed, men hvor kampen stadig var jævnbyrdig og tæt.

Ganske pudsigt blev der også scoret med kort mellemrum i tredje periode. 

Valdemar Ahlberg leverede et rigtigt "grinder-mål", da han gled ind bag Rungsted-forsvaret og skubbede pucken ind bag Oskar Ôstlund. 

Maksim Popovic ville ikke stå tilbage, da han godt et minut senere tog fat i en returpuck inde foran SønderjyskE's mål og fik prikket pucken ind.

Stillingskrig igen i resten af perioden, og de to mandskaber måtte i overtid. 

Her var der masser af åbent spil, og det var frem og tilbage indtil SønderjyskE fik hentet bonuspointet. Gustav Nielsen afsluttede en glimrende gennemført tre mod en-chance og svenskeren kunne stille og roligt klappe pucken ind og afslutte kampen. 

688 tilskuere var på plads i Concordium Arena. 

 


OPTAKT: Aalborg Pirates-Odense Bulldogs White Hawks vandt efter mandfolkeindsats