Da Aalborg Pirates til eftermiddagens kamp mod Herlev Eagles var løbet på banen, var det til undren for de mange fans i arenaen, at alle Piraterne efter opvarmningen havde skiftet den normalt røde og sorte hjemmebanetrøje ud med en meget karakteristisk grøn udgave af kamptrøjen.
Da alle spillere fra begge hold stod opstillet på blå linje, trådte direktør fra Aalborg Pirates, Lars Laursen og regionsdirektør fra Sparekassen Danmark, Bo Bojer ind på isen, for her at kunne afsløre at grunden til at Aalborg Pirates var stillet op til kamp i grønne trøjer, er fordi, at Aalborg Pirates og Sparekassen Danmark har indgået samarbejde om arenanavnet i den nordjyske hovedstad.
- Hos Aalborg Pirates er vi utrolig glade og stolte over, at Sparekassen Danmark, som er en stor og markant virksomhed med hovedkontor i Nordjylland, har valgt at blive arenasponsor hos os.
Sparekassen Danmark var allerede i forvejen en af vores hovedsponsorer, og faktisk er arenasponsoratet lagt oveni de eksisterende sponsorater, som også alle er forlænget til at løbe i 3 år. Det giver os som klub ro og stabilitet til at arbejde det nye arenanavn ”Sparekassen Danmark Isarena” ind, udtaler direktør hos Aalborg Pirates, Lars Laursen.
Da det tidligere arenasponsorat udløb med udgangen af forrige sæson, gik jagten på en ny arenasponsor ind.
Allerede igen sæsonstart var der lavet en ny 3-årig arenasponsoraftale med Sparekassen Vendsyssel, men offentliggørelsen har trukket lidt ud, da Sparekassen Vendsyssel i mellemtiden er fusioneret med Jutlander Bank og er blevet endnu større og stærkere som Sparekassen Danmark.
- For os er navnesponsoratet en naturlig udvidelse af flere års godt samarbejde. Vi startede med et mindre pucksponsorat tilbage i 2015, og det gode samarbejde er blevet udvidet mange gange siden. Navnesponsoratet skal være med til at styrke kendskabet til Sparekassen Danmark, samt de værdier Sparekassen står for, fortæller regionsdirektør hos Sparekassen Danmark Bo Bojer.
Sparekassen startede med at sponsorere pucken, som blot måler 7,5 cm i diameter til nu at have bredt sig over hele arenaen ved at lægge navn til Sparekassen Danmark Isarena.