Jeg stod der selv i går. 

I kommentatorboksen i Spar Nord Arena i Odense, hvor Bulldogs og Eagles rullede det hidtil største drama i kvartfinalerne op. 

En kamp, der måske ikke bød på det smukkeste ishockey, men til gengæld på al det drama, al den intensitet og al den nervøsitet, der skal kendetegne playoffs. 

Det var synd - og overraskende - at kun 1421 tilskuere var mødt op for at overvære matchen. 

Som det ofte sker i en overtid blev kampen afgjort på "lumsk" maner: Unge Marius Kring Andersen - et af årets fund i Metal Ligaen - passede over til Joseph Jonsson, som ramte pucken så forunderligt, at den fløj skævt og var svær at læse for Stefanos Lekkas. 

"En muffin" tror jeg Jonsson kaldte den på svensk i interviewet efter kampen. Tidligere havde han sendt et knaldhårdt skud på overliggeren. Den var der ikke meget "muffin" over, men det lignede næsten en forbandelse for Jonsson, der også i den første kamp havde bud efter stolpe og overligger med kompetente afslutninger.

Men der skulle altså en "skævert" til, før Jonsson endelig fik passeret Lekkas. 

Det var en comeback-kamp: Odense var slået, knockoutet og nede til tælling indtil Igor Merezhko udlignede til 2-2. Herlev var det samme, da Brien Diffley uimodståeligt drev gennem tre-fire modstanderne og efterlod returpucken til Gunars Skvorcovs. 

Der var kun 16 sekunder tilbage, da Joseph Jonsson på en eller anden måde fandt Victor Cubars - kampens bedste spiller - inde foran mål til 3-3'eren. 

Sikke en vild forestilling. Herlev har hjemmebanefordelen og har leveret maksimalt indtil nu, lige bortset fra powerplay-spillet, der i går skulle have lukket kampen. 

Odense har flere procenter i sig. Det ved den sportslige ledelse og træner Paul Thompson. Jeg har endnu ikke i kvartfinalen set det store drive, der har kendetegnet Bulldogs i store perioder af grundspillet. Mon ikke der kommer justeringer fra Thompson på fredag? Posen skal rystes. 

Serien er stadig helt åben, men det bliver en vanskelig omgang for Odense at komme til Ørneborgen i Herlev fredag aften.

Der bliver maksimal tænding, og så er det ikke nemt at komme som udehold i den intime hal i forstaden. 

Nemt bliver det heller for Frederikshavn på fredag. 

White Hawks spillede vel nok sæsonens bedste kamp, da det blev 4-3 hjemme over Herning i den anden kvartfinale og sikke en indsats, Santeri Suistio leverede. 

Det var lige præcis det boost, ishockeyen i Frederikshavn havde brug for efter en lidt træg sæson. Selv om White Hawks ikke skulle gå videre, så gav lige nøjagtig kvartfinale nummer to et optimistisk skub fremad.

Forhåbentlig forlænger White Hawks med Pelle Hånberg. Han er spillernes mand og hans fine og klare kommunikation er en berigelse for Metal Ligaen.

Kommer White Hawks videre? Næppe. 

Dertil har Herning et hold, der er for solidt til at blive presset af vendelboerne. 

Herning havde fuld kontrol over kampen tirsdag aften, og serien ligger til Blue Fox. Det er svært at se en vej for Frederikshavn i den serie.

Hvad med Rungsted?

Kan de rejse sig efter to nederlag på stribe? 

Nordsjællænderne udfoldede sit fulde potentiale i den vanvittige 11-2-sejr, som er blevet efterfulgt af to meget, meget tætte kampe, hvor spillerne har udfordret hinanden fysisk og verbalt.

Den måde som spillerne var "oppe i hovederne" af hinanden i specielt kamp to var rigtig slutspilstænding. Der må man godt gå lidt mere til den. Lige til grænsen, men ikke over, for dumheder koster udvisninger. Udvisninger koster mål imod.

Nu står Roy Johansens mænd med ryggen mod muren søndag eftermiddag på hjemmebane. 

Det kræver en kraftanstrengelse fra Rungsted at komme igen i serien, og efter at have set store dele af de første tre kampe, så er det slet ikke umuligt, at Rungsted kan trække serien ud i en ekstra kamp. 

Aalborg er stadig favorit. 

Det var og er et bevis på høj klasse at kunne fange sig selv og vinde to kampe efter lussingen i kamp et, hvor Aalborg-spillerne så fuldstændig knækkede ud og med skuldrene hængende helt nede ved hofterne. 

Den mest åbne serie er som ventet i syd, hvor skader, sygdom og humpende spillere gør det umuligt for modstandertræneren i begge lejre at forudse, hvem der møder op på den anden side af rød linje. 

Esbjerg Energy har vundet to smalle sejre på hjemmebane og har vist stor styrke i slutfasen. Det giver optimisme.

SønderjyskE har vundet klart på hjemmebane og spillet to tætte udekampe. Det giver også optimisme efter den forfærdelige afslutning på grundserien.

Serien synes at være totalt 50-50 og mon ikke vi skal ud i seks eller syv kampe? Alt andet vil overraske mig.

En ting er sikkert: Taberen af serien står med et dårligt sæsonfacit, mens vinderen kan glæde sig over at have opnået et minimumsmål for sæsonen. 

Sådan er sport og playoffs. Et overtidsmål kan næsten definere om en sæson har været en succes eller en fiasko. Det er benhårdt, ubarmhjertigt og det vi kan lide.