Steve Whitney scorede i første skift og Rungsted så sig aldrig tilbage

SønderjyskE-Rungsted Seier Capital 2-5 (0-3,1-0,1-2) Når man scorer i det første skift og igen scorer inden, der er gået fire minutter, får man i den grad et suverænt udgangspunkt for at hente samtlige tre point hjem.

Det var nøjagtig, hvad Rungsted gjorde i kampen mod SønderjyskE i eftermiddag.

Allerede inden SønderjyskE-fansene havde fået taget den første slurk fadøl havde Steve Whitney scoret til 1-0 for gæsterne.

Whitney var på plads inde foran mål med sin specialitet: En glimrende styring.

Der skulle altså ikke gå længe, før Rasmus Andersson med lidt af et kludemål - de tæller også - bragte Rungsted foran med to.

Gæsterne var langt mere på stikkerne i første periode, hvor hjemmeholdet fortsatte de skuffende takter fra fredagens kamp i Frederikshavn.

Seks minutter før første pause leverede Rasmus Andersson sin anden scoring på dagen, da han stod fri foran mål og lagde pucken i
nettet ved forreste stolpe.

Rungsted gik til første pause med en stensikker 3-0-føring, og gav sig dermed den bedst mulige forudsætning for at snuppe tre point.

SønderjyskE fik et powerplay fem minutter inde i anden periode og fik spillet pucken fornuftigt rundt. Rasmus Lyø fik to chancer for at afslutte, og med nummer to trak han pucken fint op i nettet.

Håb igen for hjemmeholdet, der kort efter havde en kæmpe chance: William Boysen kørte på mål og skabte en "løs puck", der lå lige foran stregen.

Tættere på kom SønderjyskE ikke. Syv minutter inde i tredje periode lavede hjemmeholdet et forfærdeligt udspil fra egen zone. Det udnyttede Rungsted lynsnart og Valdemar Hull satte 4-1 efter en hurtig spilvending.

Med otte minutter igen brød Rungsted et sønderjysk angreb, og Victor Cubars blev sendt af sted på en friløber, som han stensikkert eksekverede.

Kampen var afgjort, og det var kun kosmetik, at Gabriel Desjardins fik reduceret til 2-5.

SønderjyskE er nu i kamp om sjettepladsen med Frederikshavn og Herlev, mens Rungsted efterhånden ligner et sikkert top tre-hold.

Meget skal gå galt i det sidste af grundspillet, hvis Rungsted skal snuble og ikke få hjemmebane i kvartfinalen.


Herning tog pligtsejr på 8-1 mod Rødovre 7-2: Herlevs powerplay var i storform