Esbjerg Energy strammer igen snørebåndene på skøjterne og gør sig klar til fredagens kamp. Den spilles i Concordium Arena i Hørsholm, hvor Rungsted Seier Capital tager imod i Metal Ligaen.
- Det er et hold, som vi har besejret flere gange i år, men det tillægger jeg ikke den store betydning. Hver kamp er en ny kamp, hvor der startes fra 0-0. Der skiftes ud i trupperne, spillere rammes af sygdom og skader. Andre kommer tilbage efter pauser, så det er kompliceret. Men det er da i hvert fald en god ballast i en svær tid, konkluderer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.
- Hvis man skal forklare vores sejre, kan man vel sige, at Rungsteds spillestil passer os fint. Men det har været tætte og lige kampe med masser af god kvalitet. Og så har de berømte marginaler været med os. Man kan derfor ikke konkludere, at vi også vil have en overhånd derovre fredag aften. Det bliver en ny vanskelig kamp.
Esbjerg Energy har mødt Rungsted Seier Capital tre gange i denne sæson. To gange har esbjergenserne vundet med 2-1 og en enkelt gang er det blevet til en vestjysk 5-2 sejr. Rungsted har spillet 26 kampe og kan glæde sig over 41 point. Esbjerg Energy har også spillet 26 kampe og er noteret for 37 point.
- Rungsted er et offensivt minded mandskab som vil fremad på samme måde som fx Aalborg Pirates. Ikke kun holdets forwards deltager i det fremadrettede spil. Også deres backs har et offensivt mindset. Og så er det bare et godt hold, som vi møder derovre.
- Men også Rungsted har haft ”bump på vejen”. De har haft gode perioder og perioder, hvor holdet har været udfordret. Men midterfeltet i Metal Ligaen er tæt fra tre til syv. Det fortæller noget om jævnbyrdige hold. Og både Esbjerg og Rungsted er en del af den ret tætte rivalisering, fortsætter Energy-coachen.
Rungsted Seier Capital stiller til kampen med sejre i de tre seneste kampe, senest en 3-2 sejr over Herlev, og har sikret 12 af 15 mulige point i de fem seneste kampe. Esbjerg Energy tabte tirsdag til Aalborg med 6-2 i Granly Hockey Arena og har sat fem point ind på kontoen i de seneste fem kampe.
- Det er svært at være tilfreds, når man taber, men vi gjorde meget rigtigt i kampen mod Aalborg. Vi trækker store veksler på truppen i disse uger og det slider på spillerne. Når man mangler ti spillere i en trup sætter det sine spor. Og det betaler vi for.
- Vi skal huske at være tilfredse med det vi gør rigtigt. 6-2 lyder som et stort nederlag, men tæller man chancer fortæller det om en mere lige kamp. Vi fik ikke udnyttet et straffeslag ved stillingen 4-2, og man kan altid spekulere i, om det kunne have gjort en forskel. Så vi gjorde en del rigtigt mod et stærkt hold, slutter Jason Jaspers.
Foto: Niels Husted