Rungsted Seier Capital er på vej i opadgående retning i den rutsjebanetur, som sæsonen hidtil har været for nordsjællænderne.
Rent "tabelmæssigt" betyder det, at Rungsted-mandskabet fra at være den fremmeste "konkurrent" til Rødovre omkring niendepladsen, nu har sjettepladsen inden for rækkevidde i første omgang.
Og vinder Rungsted kampen over Esbjerg i aften, kan Seier Capital-drengene måske endda påberåbe sig retten til at være med i kampen om femtepladsen.
Så stabilitet er i den grad nøgleordet for Rungsted, der skal sætte 10-12 gode kampe sammen i rækkefølge for at holdet for alvor kan kæmpe sig ind i kampen om de forjættede top fire-placeringer.
Niendepladsen har Rungsted definitivt fjernet sig fra.
Aftenens modstander fra Esbjerg har også rullet op og ned i løbet af sæsonen, og er heller ikke "til at finde ud af". Senest blev det 5-2 hjemme over Aalborg i en kamp, hvor vestjyderne på ingen måde var tilfredse med indsatsen. Træner Dan Jensen siger følgende i klubbens kampoptakt.
- Det er altid svært at spille mod Rungsted på deres hjemmebane i Hørsholm. Og det bliver ikke lettere af, at de har spillet godt på det
seneste og besejret både Herlev og Frederikshavn i deres seneste kampe. Vi møder et dygtigt hold, så man må sige, at vi står over
for en ny svær opgave, siger han.
- Vi møder et mandskab med stærke offensive kvaliteter og flere spillere, der kan score mål. De har, som nævnt, spillet godt på det seneste og
haft succes med mange ting. Men deres kvaliteter kan vi ikke ændre på, så vores tilgang er som altid at fokusere på os selv og vores eget
spil.
- Vi har fokus på disciplin og koncentration i kampen mod Rungsted. Der er ting, vi skal forbedre, hvis vi skal tage sejren med hjem. Blandt andet skal vi have en bedre tilgang til kampen. Men vi har forberedt os grundigt, som vi plejer, og ser frem til en spændende kamp derovre, siger Energy-coachen.
- Vi har talt om vores kamp tirsdag aften mod Aalborg og er ikke tilfredse med indsatsen. Vi kan takke vores målmand Nicolaj Henriksen, for han
spillede en fremragende kamp og holdt os inde i opgøret mod Aalborg, siger Dan Jensen.
Det forventer vi: Det kan sagtens ende med en offensiv match, for Rungsted kommer til at angribe fra start og der er også et offensivt mindset hos vestjyderne. Vi satser på god underholdning og en helt åben kamp i Concordium Arena.
Hold øje med: Theo Keilin var stærkt kørende i sidste uge og svenskeren er virkelig en nøglespiller for Rungsteds offensive styrke. Hos Esbjerg har Jeff King stadig sit første sæsonmål til gode. Kommer det i aften?
Historikken: Rungsted vandt premieren med 4-3 i Esbjerg, derefter tog Esbjerg revanche med en 9-4-sejr. Seneste opgør endte 2-1 til Esbjerg efter straffeslag.
Statistikken: 10-8 i formbarometer i point i de seneste fem kampe i Rungsteds favør. Nordsjællænderne er inde i den stærkeste periode siden sæsonstarten.
Metalligaen.tv: Har Jesper Schultz på plads til at guide seerne gennem de 60 minutter.
Skader/karantæner: Kun Frederik Bjerrum var ude for Esbjerg Energy senest, mens Rungsted i Herlev savnede Nikolaj Davidsen og Gustav Green. Sidstnævnte vender tilbage efter overstået karantæne.